MADSEN
MALER


Interview af

Thomas Kvist Christiansen
og Carsten Linde.

Bragt i Marcaroni i marts 1992

Sangeren og musikeren Johnny Madsen fra Fanø er netop nu aktuel med et nyt album. Men det er ikke kun musikken, der optager den vestjyske sang- skriver. I mange år har han malet billeder. Derfor var det netop maleriet der var dagsordenen, da Carsten Linde og Thomas Kvist Christiansen mødtes med Johnny Madsen i begyndelsen af 1992. Det blev til den snak, som du kan læse her:
Johnny Madsen, 41 år, født i Thyborøn, nu bosat så langt vestpå, som man kan komme i Jylland, nemlig på Fanø. Han er musiker og sanger, skriver sange om de ting, han oplever i sin dagligdag. Med LP'en, Udenfor Sæsonen, blev han pludselig hevet frem og gjort til et nyt stort dansk rocknavn. En af de ting, som Johnny Madsen mestre til fulde er at skrive tekster. Det er brudstykker af hans eget liv beskrevet med ord, billeder og ikke mindst farver.
    
Johnny Madsen har siden 6-7 års-alderen været bidt af musik. Men som dreng har han også altid tegnet. Han har altid interesseret sig for billeder, men først som 17-18-årig lavede han det første penselstrøg på et lærred.
    
I dag er Johnny Madsen ikke bare en vestjydsk sanger og musiker, han også en kunstmaler, fascineret af ekspressionistiske billedmagere som Van Gogn, Jens Søndergaard og Fillini. Der er mange paraleller mellem maleriet og musikken, men det er oftest musikken der bruges spalter på. Johnny Madsen har faktisk mere lyst til at snakke kunst og billeder, det brænder hans hjerte mindst ligeså meget for, også selvom han er dybt optaget af sin kommende pladeudgivelse, en live-LP, som han netop har gjort færdig i det gamle Gnagsstudie på Haraldsgade i Viby.

Velvidende at også den maleriske Johnny Madsen gemmer på et væld af oplevelser, holdninger og erfaringer, satte Marcaroni ham stævne i et værelse i Gnagsstudierne, hvis vægge netop prydes af to oliemalerier af Johnny Madsen. Fra starten var al musiksnak  "uinteressant".
    
Malerier var kommunisme
 

Johnny Madsen kommer for sent til vores aftale. Han har knoklet med live-LP'en til midt på natten. I sodavandsautomaten trækker han en danskvand, og lader sig ikke mærke af natarbejdet - han klarhovedet, og med det første spørgsmål, "Johnny, hvornår startede du med at male", er det som at trække en spilledåse op. Hans øjne stråler, og han fortæller ihærdigt og med stor indlevelse.
    
For Johnny Madsen startede arbejdet med oliemalerierne for alvor, da han var 17-18 år.
     
- Jeg har altid interesseret mig for den slags. Men interessen for at male fik jeg for alvor, da jeg gik på HF. Jeg kom sammen med en pige, hvis far var formningslærer. Men han var nu mere optaget af, om jeg nu gik med hende i biografen, end at lære mig om maleriet.

- I mit barndomshjem blev kunstmalerier betragtet som den rene kommunisme. Når jeg så billeder, var det de få gange om året, hvor en klunser bevægede sig helt ud på den sandrevle, hvor vi boede. Det var de typiske billeder som f.eks. tre ænder der letter fra skovsøen eller billeder af Himmelbjerget. Det var også Bing og Grøndahl den stod på derhjemme.

-Ligesom den italienske maler Van Gogh, der aldrig havde set bøger med malerier i farver, da han begyndte at male, så havde Johnny Madsen heller ikke fået stimuleret sin malerinteresse i hjemmet. Hans far holdt Jyllands Posten og bladet Det Bedste, som han mente var selveste sandheden.
    
Det var Johnny Madsens onkel og moster, Hans Borgbjerg, der fik skærpet hans interesse for at male. Onklens far, Mads Borgbjerg var kustode på Jens Søndergaard Museet.
    
- Jens Søndergaard, der efter min mening er en af de største danske malere idag, var en af deres gode venner. De havde derfor nogle af hans billeder hængende. De var så anderledes og langt fra Skovsøen og Himmelbjerget derhjemme. Det var ekspressionisme.
    
- Jeg blev overrasket over at se billederne. De var malet på en anden måde, menneskerne havde ikke de samme dimensioner, som på et fotografi. Der var noget spændende, noget som altid hang ved. Først senere fik man så struktureret de ting, som man havde gået og tænkt på. Jeg fandt det ret interessant, og begyndte så at læse en del om det.
    
I takt med en større indsigt fik Johnny Madsen blandt andet en større forståelse for Van Goghs billeder.
     
- Via hans billeder, som jo næsten lugtede af spegepølse og gammelt læder, fik jeg pludselig styr på hele sanseapparatet.
    
Kan ikke forklare et kys
  
Men det var ikke ligetil at starte som kunstmaler i Thyborøn. Alene det at skaffe materialer kunne være et problem. Johnny Madsen erindrer, hvordan han engang hos den lokale bogtrykker, Ib, spurgte efter akvarelpapir.
    
- Det var umuligt at få. Den slags havde folk i Thyborøn ikke hørt om. De var i tvivl om, hvorvidt det var noget man kunne spille på ligesom heste. Det mest gejstlige, man kunne få i Thyborøn, det var en æske Panda farvelade til børn.
     
- Det mest sjove var, at kun 15 kilometer derfra, på Borgbjerg Badehotel, var der en ret stor tradition for ekspressionistisk kunst. Det var nærmest en hel kunstnerkoloni, hvor kunstnere fra hele landet kom blandt andet Jens Søndergaard - men vi kom der aldrig.
     
Johnny Madsen er ekspressionist på lærredet. Han maler i de karakteristiske rene og kraftige farver med store penselstrøg. Fra tidlig færd har inspirationskilden til hans billeder været den sammensatte vestjyske natur. Han maler med den holdning, at det ikke er motivet, der er afgørende. Det er spørgsmål om farver, følelser og ærlighed overfor motivet.
    
For Johnny Madsen handler det ikke om at få tingene til at ligne som på et fotografi men om at beskrive en bestemt følelse.
    
- Det gælder ikke om at male et træ nøjagtigt, som det ser ud. Det gælder om udtrykke de følelser, man har, udtrykke de ting, som det træ sætter igang. Men det må ikke være moraliserende. Det værste er, hvis man går ind i en morale omkring tingene - hvis man begynder at forklare, hvorfor vi gør som vi gør.
    
- Et træ, et hav eller en eng ja livet er jo fantastisk. Det behøver man ikke forklare. Man kan jo heller ikke forklare et kys.
     
- Vi erkender verden med vores følelser, og vores følelser danner således vores intellekt - det har jeg altid troet på. Jeg har aldrig troet på de kloge mennesker, der skal forklare alting.
    
- For mig gælder det om at fjerne alle tillægsordene fra malerierne. Jeg fokuserer skarpt på motivet og ser bort fra alt det omkring. Det billede jeg maler er den måde, jeg ser verden på. Det er min fortolkning af det jeg har oplevet. Det billede jeg  udstiller er så et tilbud til andre folk, som måske har haft den samme oplevelse som jeg. Dermed mener jeg, at kunst handler om følelser - ikke en skid andet.
     
Held i sprøjten
 
For Johnny Madsen rummer de vestjydske landskaber al den inspiration, som er nødvendig for at han kan male billeder. Det er ikke nødvendigt at drage rundt på motivjagt eksempelvis til sydlige himmelstrøg. Johnny Madsen mener ikke, at nogen dansk maler har maler bedre billeder ved at rejse sydpå.
     
- Det er ikke motivet, der er det afgørende. Det vigtigste er at finde ned til den objektivitet, der er indbygget i mit motiv. Ligesom i mine sange fjerner jeg alle tillægsordene.
     
Tag nu for eksempel et hav. Der er en masse vand, og kikker man godt på det, opdager man, at det har rytmer og bevægelser. Det er udelukkende den del af havet, der har min interesse, når jeg maler - ikke om der sejler et skib på det, eller om det er forurenet.
    
Det er jo ikke nødvendigt at bestige Himalaya-bjergene eller gå på den kinesiske mur for at opdage verden. Den franske maler Monet gik jo ud og opdagede verden i sin egen have. Verden er der, hvor du selv er. Det handler i al sin enkelthed om evnen til at lade sig inspirere.
     
På væggene i det lille værelse, hvor vi sidder og snakker, hænger to af Johnny Madsens malerier. Men det er to værker, som han ikke er særlig stolte over. Han har malet et hav af malerier, mange er blevet malet over igen og igen, fordi de ikke var gode nok.
    
- Jeg ved godt, hvornår jeg har lavet et hovedværk - et mesterværk. Men det kræver faktisk lidt held i sprøjten, ligesom det kræver arbejdsro. Inden jeg går igang med et billede skal jeg have en indre ro eller uro, for den sags skyld.
     
Skal Johnny Madsen lave gode malerier, betyder det at hans dag skal starte på den rigtige måde. Han skal være inspireret.
    
- Ofte starter vi jo dagen på en helt forkert måde med læser BT og Ekstra Bladet. På den måde tager vi alverdens dårligdomme og klasker dem sammen. Det er jo ikke en god måde at komme igang på. En overgang startede jeg med at læse digte af William Heinesen som en slags meditation, for at komme igang.
    
- Jeg kan ikke bare tælle til tre og gå igang. Jeg har aldrig forstået de mennesker, der kunne stå op om morgenen og bare gå i gang med at arbejde. Det handler jo om øjeblikke, som man er nødt til at gribe. I princippet arbejder man altid, også selvom man sover. Man inspireres jo af ting man ser og af følelser man får. Det kan være en person, som går ind i en bus, og som pludselig siger en det hele - så er det om at slå til.
     
Johnny Madsen fortæller, hvordan han på et tidspunkt manglede at skrive de sidste to linier i en sang. Han kune ikke skrive dem på Fanø. Istedet kørte han hjem til sine forældre på høfde 57 i Thyborøn, hvor han i ro og fred fik sat sig ned og skrevet linierne. Så kørte han hjem igen.
     
- Det var 400 kilometer for at skrive to linier - det er da godt nok, griner Johnny Madsen, og slår fast, at det er et godt billede på den manglende indre ro.
     
Danmarks Filini
     
At Johnny Madsen er meget mere end blot sangeren og musikeren fra Fanø kan desuden ses i hans forkærlighed for film. Det er ikke kun billederne i hans sange og malerierne, der optager ham, også rigtige celluloidfilm banker hans hjerte for. Han har samtlige James Bond-film på video, og han er yderst begejstret for Filini-film.
    
Et naturligt spørgsmål vil derfor naturligt være, om Johnny Madsen kunne tænke sig at gå til filmen som instruktør. Og her er ingen tvivl om svaret.
     
- Det kan du bande på, jeg har tænkt på. Det gør jeg også og pusler med.
     
For Johnny Madsen er der en åbenlys sammenhæng mellem hans kunstneriske udfoldelser i dag og det at lave en film.
    
- Ethvert billede skal være et maleri i en film, og ethvert billede skal være en hel film i sig selv. Derfor vil jeg selvfølgelig også lave film - en dag. Jeg har planer om at lave manuskript og finde skuespillere og selv stå bag kameraet.
     
- Jeg ser det at lave en film som en naturlig forlængelse af det at skrive sange, digte og male billeder. Det fantastiske ved film er jo, at den rummer alle kunstarter. Den har musikken, billederne, skuespillerkunsten og forfatterskabet - når den altså virker.
     
Johnny Madsen har ingen konkrete ideer til en film. Han mener, at man skal holde sig fra at få ideer, at det er det værste, man kan få. Ideer er med til at fastlåse det hele.
     
- Jeg kan mærke, at det er noget der er ved at tage mere og mere form i mit hoved. Jeg skal nok få den lavet - ingen  tvivl om det, griner han.
    
Han er klar til at hellige sig sit filmprojekt hundrede procent, når den tid kommer. Da vil det være et spørgsmål om total koncentration. Han erkender samtidig, at der er en masse praktiske ting, der skal falde på plads, hvis man skal lave en film, blandt andet financieringen, og hvem man skal have til at spille.
     
For Johnny Madsen er filminteressen og lysten til at lave en film også nøje bundet sammen med en kritik af og en utilfredshed med dansk film.
    
- Der er mange ting der irriterer mig ved dansk film, blandt andet mener jeg, at der er alt for meget amatørisme i dansk film. Derfor ved jeg, at jeg kan lave en film, der er bedre, end de fleste af de film, der bliver lavet nu.

Filmsnakken leder over i musikken, fremtiden, om nye sange. Vores interview er slut, men Johnny Madsen er varmet op et par timer mere. Han hente tre øl, snakker videre om musikken. Vi har lagt kuglepennen og stoppet båndoptageren.