Der kom en soldat rendende helt ind i køkkenet, han tog sig til hovedet og rendte rundt på gulvet. Til sidst satte han sig henne for enden af køkkenbordet - stadig holdende sig til hovedet. Madmoder fik omsider ud af ham, at han havde hovedpine, og da hun spurgte om han ville have en kop te, rystede han bare på hovedet.

Pludselig for han ud af døren og ud i haven, hvor han løb rundt om blomsterbedet. Han havde stadig hænderne trykket ind til begge sider af hovedet. Pludselig forsvandt han, og vi tænkte ikke nærmere over det.

Der var vel gået en cirka 5-6 minutter, da lød der et geværskud omme bag laden. Selvom vi var bange, gik vi alligevel derom. Der stod nogle store skræpper hen langs laden, så vi kunne ikke straks få øje på noget. Men pludselig opdagede vi, at der steg en svag røg op henne mellem skræppebladene længere henne.

Vi talte noget om, at han nok lå og røg tobak derhenne, men vi gik alligevel derhen. Der lå staklen - han havde gjort ende på sit liv. Han havde bundet sit lommetørklæde om aftrækkeren på geværet, stukket foden gennem tørklædet, trykket geværpiben mod brystet og så trådt skuddet af. Skuddet havde antændt hans skjorte.

Vi tilkaldte noget mandskab, som sørgede for at få ham fjernet - da de kom, sagde de blot:

“Naa, er haben sich kapputtet”.

Vi kunne så deraf skønne, at det ikke var nogen usædvanlig begivenhed.

Bombardementet af Fredericia fortsatte fra slutningen af maj og ind i juni. Bomber og kugler i hundredevis regnede ned over byen fra morgen til aften, alt imens det ofte stormede og regnede.

Vi var nu nået frem til første juli, endnu var der roligt. En dag kom madmor med en stor halmkurv fyldt med æg. Hun spurgte, om jeg sammen med en anden pige fra nabolaget, kunne bringe æggene ind til byen, til den købmand de plejede at levere til. Samtidig skulle vi gå på apoteket og have en flaske medicin med hjem til en syg kone. Madmor mente ikke, der var nogen fare på færde, nu hvor der havde været ro så længe.

Vi fik så låget på kurven og tog i hver sin side af hanken og begav os på vej mod byen. Mærkværdigt nok var alt fred og ro - ovre fra Kristinebjerg så vi nogle svage røgsøjler stige til vejrs - velsagtens ovre fra hyttelejren.

Vi fortsatte vor vandring og nåede ind til byen. Ved Kongens Port måtte vi gøre rede for vort ærinde til den danske vagt. Vi fik derefter lov til at passere. Inde i byen fik vi æggene afleveret og fik pengene for dem. Jeg puttede mønterne i en lille tøjpose med lange bånd i, som jeg så bandt om livet inde under mit skørte.

På apoteket fik vi medicinflasken og lagde den i den tomme kurv. Og da vi ikke skulle have varer med hjem, var vi for så vidt klar til hjemturen.

Vi kiggede dog lidt på bylivet, som udelukkende bestod af danske soldater i forskellige uniformer. Vi lagde mærke til, at der var en sær urostemning herinde, og så så vi, at der blev kørt halm rundt og strøet ud over de toppede brosten, som gaderne dengang var belagt med.

Vi blev lidt underlig til mode - her skete noget vi ikke forstod, men vi var klar over, at noget måtte der være i gære, og vi besluttede at indlede hjemturen. Efter igen at være blevet visiteret ved Kongens Port fik vi det råd, at vi skulle sørge for at komme hjem så hurtigt det lod sig gøre. Vi fortsatte så vor vandring ud af byen mod Trelde.

Men vi var ikke kommet ret langt ud ad vejen, da der pludselig kom en dansk soldat. Han kom løbende gennem kornmarken hen imod os og han spurgte, hvor vi skulle hen.

Vi svarede, at vi skulle til Trelde.

Soldaten så betænkelig ud og forklarede, at det godt kunne blive farligt for os. Der kunne blive skydning, sagde han.

“ Men i vil jo helst hjem, kan jeg tænke, så jeg kan kun give jer det råd - gå ganske roligt ud ad vejen og lad som ingenting. Og skulle i løbe på nogle af de fjendtlige soldater, så lad være at blive bange og giv jer ikke til at løbe, for de gør jer ikke fortræd. forklarede soldaten.

Vi fulgte hans råd.

Den 2. juli begyndte man troppetransporterne til Fredericia. Soldater blev overført i tusindvis med skibe fra Fyn til fæstningen, og snart var der samlet mellem 16 og 17.000 mand bag Fredericias volde.

Der var ruindynger overalt, og det hele var vådt og sølet efter de mange dages regn og storm. De mange soldater søgte blandt andet ly i de huse, der ikke var blevet ramt i de næsten to måneder, som bombardementet havde stået på.

Herude var man blevet klar over, at der var noget i gære, for soldaterne var pludselig kørt bort med alt hvad der havde med forplejning at gøre. Pladsen var tom, og de mange små bål, hvor kedlerne havde stået, lå og ulmede.

Vi var klar over at preusserne ikke vendte tilbage i kvarter den dag - det stod i opbruddets tegn.

Fortsættes.....        

Tilbage til 1. del....    

Tilbage til 2. del....          

Tilbage til introduktion....