Den 5. juli 1849. Klokken 21 stod 15-16.000 soldater i de halmbelagte gader og langs med volden.

Alt var stille.

Fjenden måtte ikke ane, hvad der skulle ske. Hver soldater vidste, at om lidt skete det - men de vidste ikke, hvem der skulle gå først ud gennem de halmbelagte porte og møde fjenden. Geværerne stod i pyramider langs husene. Soldaterne stod stille eller gik lidt rundt - snakkede med sidemanden eller samledes i små grupper.

Det var en smuk aften som en midsommeraften efter dage med regn. Luften var fyldt med fugtighed, og månen stod rød på himlen.

Ved midnat skete der noget.

I gaden hørtes der hestetramp og ordre som "Til gevær", "Ret" og "Gevær på skulder". Omkring klokken ét blev marchordren givet. Sommernattens rødme kunne kun ses mod nord. 

Et jægerkorps og 6. og 7. batallion var på højre fløj og var bestemt til at storme det første blokhus.

Det var og er let at sige, men ej at gøre. Thi fjenden ventede os i god orden der, og da vi kom ud af fæstningen, skød deres forposter alle på én gang og løb da til blokhuset og løbegravene.

Da løb hver mand frem med et frygteligt hurra i mørke, thi vi vidste ej, hvad et blokhus var.

Sådan skrev underofficier Jens Christian Madsen i et brev til sin familie.

Jens Christian Madsen var under General Ryes kommando i 7. liniebatallion, 4. kompagni - nogle af de første, der rykkede ud af fæstningen mod fjenden.

Deres blokhus var som et pindsvin af geværpiber på alle sider - den ene rad højere end den anden, og dem som var indeni bestilte ikke andet end at lade geværerne til dem der ( skød ).

Ja, kjære venner.

Det varede ej ti minutter førend vi for ethvert trin vadede i vores kammeraters blod, thi de faldt som fluer. Det var umuligt at trænge folket frem, for den levende faldt over den døde, og den frygtelige jammer, som der blev.

Jeg var flyttet hjem til mine forældre på grund af begiven-hederne i Fredericia. Vi var gået i seng, men hen på natten vågnede vi pludselig ved en heftig skydning. I den stille nat hørtes det tydeligt herude, og vi regnede med, at det måtte være ude fra skanserne.

Geværskuddene knaldede uafbrudt og blev til en sammenhængende lyd. Kanonerne hørte vi ikke. De var vel ikke i brug om natten.

Vi var klar over, at der var ved at ske noget afgørende, og vi skyndte os at komme i tøjet. Man vidste jo aldrig om kamphand-lingerne i løbet af kort tid kunne brede sig herud.

Klokken var cirka 2, og vi sad og talte om, hvad vi skulle gøre, hvis begivenhederne rykkede nærmere. Omsider blev vi enige om, at vi lige så godt kunne blive og så dække os så godt vi kunne. Vi slog os til ro og lod kamptumlen  brage videre.

Udenfor hang der en let tåge - man kunne lige skimte månen.

....Der var altså ikke lang tid til betænkning, men frem måtte og frem ville vi -

Johan Mortensen fra 2. jægerkorps skrev den 12. juli 1849 til en ven for at fortælle om kampen på slagmarken:

- altså gik vi i bogstaveligste forstand i en kugleregn lige imod fjenden, og det varede heller ikke ret længe, inden vi nåede deres andet blokhus. Men nu trængte der flere kolonner tyske tropper imod os, og vi måtte, hvor ugerne det skete, retirere et godt stykke tilbage. Men nu fik vi også forstærkning, og så var tyskernes glæde forbi. Det gik nu med hurra mod blokhuse, forskansninger, batterier og geværkugler lige til de gode tyskere fik sådan en forskrækkelse i livet, at de ikke retirerede men flygtede fra alt hvad de havde........    

Min far gik af og til en tur op i toften. Sådan kaldte vi det ret store jordstykke, som hørte til huset. Her holdt han sig orienteret om begivenhedernes gang. Vi sad afventende og talte dæmpet sammen, alt imens det så småt begyndte at lysne udenfor. Omsider blev klokken fem. Det var nu så lyst, at vi kunne se os omkring.

Pludselig skete der noget.

Lyden fra kamphandlingerne kom nærmere, og samtidig begyndte kanonerne at drøne fra et par kanonbåde, som var kommet ind i fjorden om natten. De lå lige her nedenfor under kysten og sendte den ene hvinende kanonkugle efter den anden herop over huset og ud på markerne.

Ude på en mindre ejendom havde man villet sikre sig. Man havde nemlig vredet alle lagnerne op i vand og bredt dem ud over stråtaget. Min far og jeg var gået op i toften, og vi spejdede ud over markerne. Endnu kunne vi intet se, men kamptumlen var så tæt på, at vi i det stille vejr kunne høre råben, skrigen og hestevrinsk.  

Fortsættes.....        

Tilbage til 1. del....      

Tilbage til 2. del....   

Tilbage til 3. del....       

Tilbage til introduktion....