Geværskuddene knaldede og kanonerne drønede fra fjenden. Pludselig så vi et syn jeg sent vil glemme. Ned over markerne med skrå retning mod Egeskov myldrede tusinde af fjendtlige soldater på vild flugt under råb og skrig. Ind i mellem dem løb nogle løse heste omkring uden ryttere. De vrinskede højt. De danske soldater var lige i hælene på dem, og nu blev der kun skudt nogle enkle skud og et pistolskud ind imellem.

Vi var begyndt at tænke på vores Jørgen. Mon han var blandt de levende.  

Vi stod udenfor huset, da der kom en mand forbi. Han kom netop fra Egeskov, hvor han havde talt med en soldat. Han fortalte at Jørgens bataljon befandt sig omkring Egeskov. Han syntes vi skulle gå derop. Måske kunne vi komme til at hilse på ham og samtidig få vished. Vi var ikke længe om at gøre os færdige.

Min mor tog lidt gode sager med af hvad vi nu havde og bandt det i et tørklæde. Min far stak en lille flaske med brændevin i sin frakkeskødelomme - for som han sagde: Jørgen skal have en dram. Det kan han nok trænge til. Vi begav os hurtigt på vej mod Egeskov.

Deroppe mødte os et sørgeligt syn. Alt bar spor af begivenheden. Kornet på marken var trampet ned og man var braset lige igennem folks haver i vild panik med forfølgerne lige i hælene.

Her befandt sig endnu nogle danske soldater, der havde taget en del fanger. Nogle skulle føres ind til byen og andre måtte blive og være behjælpelig med transport af døde og sårede. Man var i fuld gang med at transportere de faldne hen til en af gårdene ved kirken. Det ene hestekøretøj efter det andet kom ned fra vadestedet med faldne prøjsere. Vi kunne se blodet dryppe ud mellem vognfjælene, og ind imellem kom vogne med sårede. Nogle sad op, andre lå ned, og dem, der kunne gå, støttede sig til vognen.

Vi måtte videre.

Vi spurgte en dansk soldat om han vidste noget om Jørgens bataljon. Men han kunne kun give den besked, at han troede nok, at det var den der var afmarcheret mod Vejlby for ti minutter siden. Vi skyndte os afsted mod Vejlby.

Da vi passerede Egeskov Kirke så vi to døde prøjsere ligge udenfor kirkegårdslågen. De var endnu ikke blevet samlet op. Da vi kom til Vejlby var der intet at se udover en masse fodspor på vejen. Vi spurgte igen. Det var ikke længe siden, at en afdeling soldater var marcheret forbi i retning mod Egum, fortalte en kone. Vi var ved at opgive at gå længere, men blev alligevel enige om at fortsætte. Vi halsede igen afsted godt forpustede og svedige.

Foran os lå endnu et stykke skov, hvor vejen fortsætter igennem ned til Egum. Her så vi, at der ude på bakken på den anden side af skoven gik nogle mennesker på vejen. Da vi kom nærmere, kunne vi se, at det var nogle officierer, der stod og talte sammen. Da vi kom helt ud af skoven, så vi, at der langs vejen op ad skråningerne lå en afdeling danske soldater.

Min far skyndte sig hen til en officier og spurgte sig for. Han fortalte, at det var den bataljon han søgte. Han forelagde vort ærinde og spurgte om Jørgen Madsen fra Trelde og nævnte hans nummer. Officieren råbte da med høj røst: “Jørgen Madsen af Trelde”.

Der kom intet svar. Han råbte endnu engang.

Min mor havde allerede taget forklædet op til øjnene og begyndte at tørre et par tårer bort. Da officieren så det, gik han længere ned ad vejen og råbte endnu engang.

Pludselig lød svaret. “Her”. Og jørgen kom frem. Officieren meddelte ham, at hans forældre og lillesøster gerne ville hilse på ham. Han fik fem minutter til at tale med os. Jørgen kom hen til os. Han var fuldstændig ukendelig - helt sort i ansigtet af krudtslam. Jord og ler sad op ad uniformen. De var om natten krøbet hen over jorden mod skanserne.

“Det var en hård tørn”, sagde han. “Mange af mine kammerater er faldet. Jeg regner ikke med at komme i kamp mere i dag. Det er ved at stilne af. Foreløbig skal vi mod Bredstrup og videre væk. Hvorhen ved jeg ikke.”

  Nu blev der kommanderet : “Træd an.”

  Vi fik i hast afleveret sagerne til ham og tog afsted, da de var afmarcheret. Vi kunne ånde lettet op og humøret var bedre. Vi begav os hjemad i løftet stemning. Om sejren var en realitet, vidste vi dårligt nok. Da vi passerede Egeskov Kirke med en af gårdene ved siden af, så vi et par af portene stå åben ud mod vejen, og vi kikkede forsigtigt ind. Derinde lå de døde tyskere stablet i halvanden alens højde med fødderne mod hinanden. Da vi nåede hjem var rygterne om sejren nået herud. De danske soldater havde indfriet deres løfter til fædrelandet og det danske folk.

                                                 - - SLUT- -

Tilbage til 1. del....      

Tilbage til 2. del....   

Tilbage til 3. del....

Tilbage til 4. del....

Tilbage til introduktion....