Da Lundings blokhus
gik op i flammer
 

 

Frygten for at blive skudt til døde af kraftige kanonkugler har formentlig siddet i kroppen på de fleste af dem. De har blot kunnet vente time efter time, dag efter dag. Med geværet indenfor rækkevidde har de kunnet sidde på en bjælke indenfor i huset, sludre med sidemanden og med angsten i kroppen kikke på en stor tønde fyldt med patroner, og samtidig tænke på at, i næste nu kunne huset og de selv blive flænset i stumper og stykker af fjendens kanonbatteri.

Her er historien om et særligt blokhus, der var bygget udenfor fæstningsbyen Fredericia, og samtidig historien om nogle af de danske soldater, som i maj 1849 havde ordre til at bevogte det. Det er historien om et af de dramaer, der fandt sted under den to måneder lange belejring af Fredericia under Treårskrigen – det er kampen om blokhuset.

Jægersoldatens dagbog og tegning

”…om morgenen tidlig begyndte han hæftig at fyre fra et Batterie ved Kalkbrenderiet saa at fleere Kugler gik igjennem Blokhuuset; Lieut-nand Hansen af 1st Compagnie som var der vagt, mistede det ene been, adskellige af de menige bleve let saarede, og nogle taget til Fange af Fjenden som derpaa stormede Blokhuset, og stak det i brand.”

I vinteren 1849, under en pause i Treårskrigens mange slag, sad den 24-årige fynske jægersoldat

Anders Nielsen Gamborg på den sønderjyske halvø Kegnæs i Flensborg Fjord og skrev i sin dagbog. Han havde sammen med resten af 3. Jægerkorps deltaget i felttogene i 1848 og 1849, og nu sad han med pennen i hånden og huskede tilbage på de mange måneder i felten, alt i mens han skrev. Belejringen af og udfaldet fra Fredericia den 6. juli 1849 kom til at fylde en del sider i hans dagbog. Blandt andet kunne han fortælle, hvordan han havde deltaget i kampen om blokhuset.

Der var tale om et strategisk vigtigt blokhus ved Møllebugten ved Erritsø, som var opført på fæstningens kommandant, oberstløjtnant, Niels Christian Lundings ordre. Det var blevet skudt i brand af fjenden efter en dramatisk fægtning, og Anders Nielsen Gamborg og hans kompagni måtte hjælpe med i forsøget på at generobre skanserne ved det sønderskudte blokhus. Disse oplevelser har han nedfældet i sin dagbog, ligesom han også har lavet en tegning af det brændende blokhus. Denne tegning er en af ganske få illustrationer, der i dag findes af blokhuset.

Der er heller ikke mange detaljerede beskrivelser af livet omkring dette blokhus, men de få, der er bevaret, rummer til gengæld en mængde dramatik. I det følgende er der, udover Anders Nielsen Gamborgs dagbogsnotat, uddrag fra en dansk og en tysk beretning. Men først er det nødvendigt at få sat blokhuset ind i den historiske ramme.  

Byen skal bombes i smadder

Det var maj 1849. Fjendtlige slesvigholstenske soldater i tusindvis havde slået ring om fæstningsbyen Fredericia. De var i gang med at forskanse sig, og dag efter dag rustede de sig til den kamp, som skulle fordrive danskerne fra byen og give plads til det videre erobringstogt gennem landet. I tusindvis af danske soldater opholdte sig på det tidspunkt i fæstningen bag de beskyttende jordvolde. De var klar til at beskytte fæstningen og byen og dermed også Danmark. Der var stadig borgere tilbage i byen, men mange – fortrinsvis kvinder og børn, var flygtet i sikkerhed til Fyn.

Fjendtlige kanonkugler, der regnede ind over byen, smadrede flere og flere huse, og alvoren var ikke til at tage fejl af. De fjendtlige styrker omkring fæstningen agtede at bombe byen sønder og sammen for derefter at løbe den over ende og fordrive hvem, der måtte opholde sig der. Derfor blev voldens bastioner armeret med i hundredvis af kanoner, som kunne holde slesvigholstenerne på afstand både dag og nat.

Men det var ikke bare voldterrænet med dets vandfyldte grave, soldaterne, kanonerne og mortererne, der blev brugt som forsvar. Vand i store mængder et særligt sted spillede en stor strategisk rolle.

Beskyttelse af opdæmning

Ullerupbækken, der havde sit udløb i Lillebælt ved Møllebugten, var blevet dæmmet op til en stor oversvømmelse. På den måde var fjenden afskåret fra umiddelbart at storme fæstningen fra Erritsø-Snoghøj-siden. Det var nemlig kun landevejen mod Kolding og Snoghøj, der gav adgang til fæstningsbyen den vej. Men netop her ved denne vej, der skilte oversvømmelsen fra Lillebælt, lå hovedpersonen for denne fortælling – blokhuset, der var bygget af svært tømmer bemandet med 20-30 danske soldater. Huset udgjorde forsvaret af landevejen, den opdæmmede bæk og dermed også fæstningen.

Det var strategisk vigtigt at blokhuset var bemandet døgnet rundt, men det var en opgave, som de fleste soldater kun udførte, fordi de skulle. Trods flere advarsler holdt fæstningens kommandant Christian Lunding fast ved, at huset skulle holdes for enhver pris. Men de menige soldater vidste, at det var farligt at opholde sig i huset, og de havde en stærk uvilje mod at blive kommanderet derud, og huset fik derfor hurtigt øgenavne som ”Slagtehuset”, ”Lundings Lyst” eller ”Musefælden”.

Geværer mod kanoner

Forklaringen på at blokhuset var upopulært hos de menige soldater, var den kendsgerning, at der kun var lavet skydeskår til rifler i huset. Fjenden derimod, som ikke tøvede i bestræbelserne på at få ødelagt huset, byggede slagkraftige batterier i nærheden af blokhuset, som de udrustede med kraftige kanoner. Et af disse batterier blev døbt Blokhusbatteriet. Det var anlagt blot 500 meter vest for blokhuset, og var forsynet med en granatkanon, en kuglekanon og en morter. På den måde var der fra starten skabt en markant ubalance i styrkeforholdet, som klart var i slesvigholstenernes favør. Kampen om blokhuset endte da også i en dramatisk og blodig fægtning, som blandt andet kostede en dansk løjtnant livet, flere sårede samt en del tilfangetagne danske soldater.

En af de mest dramatiske fortællinger om kampen om blokhuset i maj 1849 blev trykt som en lang fortsat artikel i to udgaver af bladet, Vort Forsvar, fra 1890.

Det var hofjægermesteren, A. Bruun fra Viborg, som gjorde tjeneste i 3. Jægerkorps. 41 år efter slaget ved Fredericia følte han et stort behov for at fortælle om sine oplevelser dengang – ikke fordi skrivelysten pludselig var kommet over ham, nej, han var blevet provokeret til at skrive om sine oplevelser. I en af de bøger, der siden slaget var udkommet med beretninger om det, der skete på slagmarken dengang ved Fredericia, kunne han til sin store forbavselse læse, at hans soldaterkammerater var blevet beskrevet som kujoner. Der stod skrevet, at de kun ville makke ret og bevogte blokhuset, fordi deres løjtnant truede dem med løftet sabel til at blive hvor de var.  

Med harmdirrende pen skrev A. Bruun i sin artikel, at han var klar over, at mange af hans kammerater fra dengang formentlig var døde, da han satte sig ned for at skrive sin historie, men den skulle fortælles, mente han. Og dermed er der bevaret en unik beretning om blandt andet kampen om blokhuset den 22. maj 1849. Men den grundighed, som A. Bruun lagde for dagen i sin beretning, betyder også, at der også er en herlig beskrivelse af livet i fæstningen dengang. I artiklen skriver A. Bruun:

Jeg tog da nu over Assens til Fredericia, som fjenden just belavede sig på at belejre, og meldte mig straks hos kommandanten, Oberst Lunding, som tog særdeles venligt imod mig. Da jeg bad ham råde mig, hvor jeg skulle lade mig indrullere, sagde han:

“Nu kan De jo foreløbig blive her og se tingene an, så står de under min direkte kommando.”

Jeg fik officers kvarter, det vil sige en stue uden møbler med et knippe halm i et hjørne. I øvrigt var huset ubeboet, da ejeren med familie var flygtet over til Fyn af frygt for den elendighed, som jo altid følger med et bombardement. Men en ting havde min brave kommandant glemt, nemlig at jeg, som de fleste andre, med tiden kunne trænge til noget at spise. De andre soldater fik naturalforplejning, men jeg fik intet og kunne intet få, ej engang for betaling, fordi byen meget hurtigt blev forladt af næsten alle indbyggere, så snart den første bombe faldt, og dette skete 3. dagen efter min ankomst.

Jeg kan fortælle, at det er noget drøjt at begynde sin dag med at sætte munden til pottens tud i stedet for til kaffeskålen og at være reduceret til at finde sin frokost i et salatbed ved siden af en ko, som var brudt ind i haven, og som spiste af samme fad som jeg, Ejerne havde nemlig efterladt cirka 300 køer, som gik frit omkring og søgte efter føde. De blev naturligvis malkede af soldaterne, og da de vidste det, blev de, hver gang de mødte en soldat, stående for at lade sig malke. Jeg prøvede da også at malke min spisekammerat, men fik kun ud af den så meget, som kunne fylde et vinglas; den var jo bleven malket adskillige gange før.

Meldte sig til blokhusets vagthold

Efter nogen tid i fæstningen blev jægersoldaten A. Bruun optaget i 3. Jægerkorps, og på et tidspunkt fortalte han, at han gerne ville indgå i det mandskab, der skulle holde vagt ved blokhuset. Og i mørkningen om aftenen den 21. maj begav han sig af sted sammen med resten af hans kompagni fra 3. Jægerkorps. For første gang oplevede han dermed det berygtede blokhus på nært hold, og i sin beretning har han givet en detaljeret beskrivelse af huset:

Blokhuset var bygget af 10 tommer tykke bjælker, og på både taget og den side, der vendte ud mod fjendens skanser var der lavet et dobbelt bjælkelag. På taget var der desuden lagt et tykt lag sand. Huset var hævet over jorden og forsynet med en trappe på 6-8 trin, der førte op til en bjælkedør.

Indvendig i blokhuset var et tomt rum på cirka seks gange seks meter, cirka to en halv meter højt, forsynet med drikkevand og en tønde fuld af patroner. Langs med væggene var der lagt tømmerstokke, som besætningen kunne sidde på.

Besætningen kunne kun afløses om natten, da vejen, som førte derud, var blottet for dækning i mod vest. Derimod var der langs med samme opkastet en vold til dækning i mod skud fra bakkerne imod nord.

Man havde alt i flere dage bemærket, at fjenden byggede et batteri vest for blokhuset i en afstand af blot 800 alen derfra, og at det var forsynet med kanoner. Hvad dette batteri havde at betyde, var straks klart for alle - det skulle nedskyde blokhuset, og derfor blev det straks døbt “blokhusbatteriet”. Det blev monteret med lutter svært belejringsskyts - på kun 800 alens afstand, hvor altså hvert skud måtte blive centrumskud i mod et stakkels svagt bjælkehus, som var uden forsvar i mod batteriet.

Stillingen var fortvivlet - derfor var der også lovet enhver løjtnant, som måtte falde ved blokhusets forsvar, at han skulle jordfæstes med majors æresbevisninger, en skøn trøst.

A. Bruun fortæller, at den besætning, som de denne aften afløste ved blokhuset, meget villigt drog af sted med ordene ”Velbekomme” – nogen vidste nemlig, at der ville ske noget afgørende i løbet af den kommende nat, for fjenden havde nu blottet de kanoner, der under batteriets opbygning havde været blændet af. Det betød, at det nu kun var et spørgsmål om tid, før kanonilden ville tage fat. Og tiden skulle vise sig at blive kort – i den tyske lejr var der truffet beslutning om hvornår angrebet mod blokhuset skulle sættes ind.

Batteriet klar ved daggry

En højtrangerende anonym tysk officer har i bogen, ”Die Ereignisse vor Fredericia vom 7ten Mai biz zum 6ten Juli 1849 (oplevelser fra Fredericia fra 7. maj til 6. juli 1849)”, blandt andet skrevet om de forberedelser, der blev gjort i blokhusbatteriet den 21. maj:

- Bygningen af batteriet foregik indtil klokken ni om morgenen uden forstyrrelser. Der lagde sig dog fem kanonbåde ind på højde med batteriet, men skød ikke på de arbejdende folk.

- Om aftenen fortsatte jordarbejdet, og på samme tid blev underlaget lagt ud og ammunitionen gjort klar, så batteriet kunne træde i funktion den 22. ved daggry.

- At fjenden ventede et snarligt angreb på blokhuset, så man på den flid der blev brugt ved forstærkning af brystværnene. Desuden marcherede i løbet af eftermiddagen en afdeling til blokhuset og medbragte trillebøre, spader og andre håndværktøjer.

- Inden den næste morgen ville den kommanderende general befale angrebet mod blokhuset sat ind.

Bævede som jordskælv

Det var en kølig men smuk nat, husker A. Bruun, da han sammen med resten af besætningen i blokhuset ventede på, om der ville blive indledt et angreb. Tiden faldt dem alle meget lang, og kort tid før fjenden satte sit angreb ind, følte A. Bruun trang til at slå en sludder af med sin overordnede.

- Klokken blev hen imod halv tre. Træt af at sidde på den hårde bjælke, gik jeg hen til vor officer, løjtnant Hansen, som stod og lænede sig til den højre dørstolpe i den åbne bjælkedør, og sagde til ham:

“ Havde vi bare et fad med østers og en flaske champagne hertil!”.

Han svarede:

“Vent blot lidt, så skal De få både østers og champagne!”

Næppe havde han sagt det, før en 24 pundig kugle bragede igjennem væggen og gik ud igjennem den anden væg, og den gamle voldriffelskytte rullede over ende med nakken og baghovedet fuldt af splinter af de knuste bjælker. Imidlertid fik vi ham på benene igen; han fik et tørklæde bundet om sårene og gik tilbage til fæstningen for at blive behandlet af lægen. Vi fandt det “mindre” behageligt, at blokhuset lod sig så let gennemskyde, men folkene blev dog roligt siddende, forventende, hvad der yderligere ville komme. Det næste var en 168 pundig bombe, som sprang midt på taget, idet den kastede gruset, som skulle beskytte det flade bjælketag, til alle sider. Braget ved dens eksplosion hørtes inde hos os som et forfærdeligt tordenbrag, og hele huset bævede som i jordskælv.

Situationen uholdbar

Slesvigholstenerne havde nu indledt angrebet mod blokhuset, og den ene kanonkugle efter den anden blev sendt af sted fra det fjendtlige batteri mod blokhuset. Flere kugler drønede igennem huset og skabte tumult og kaos hos det danske mandskab. Stemningen blev mere og mere trykket, og på et tidspunkt stod det klart for A. Bruun og resten af besætningen, at situationen i huset var ganske uholdbar.

 - Jeg tillod mig derfor at foreslå løjtnant Hansen at lade besætningen forlade det ulykkelige blokhus og lade dem dække sig ved foden af skansen. I tilfælde af angreb af infanteri kunne vi så i et øjeblik igen besætte huset, lukke døren og forsvare os. Men han svarede mig, at folkene nu vare så rystede af deres skrækkelige situation, at han frygtede for, at de ikke mere ville være til at bevæge til atter at besætte det, og at han havde ordre til at holde det til det yderste.

Obersten og historikeren Otto Vaupell, som selv deltog i Treårskrigen, skrev efterfølgende bogen ”Kampen om Sønderjylland, 1848-50”, og her har han blandt andet skrevet, at på grund af den kaotiske situation, der herskede omkring blokhuset, måtte Løjtnant Hansen med løftet sabel tvinge besætningen til at blive og forsvare det. Men netop denne detalje faldt A. Bruun så alvorligt for brystet, at han med pen og papir måtte forsvare sine kammerater.

- Hvis dette havde været tilfældet - og hvem ville ikke have havt denne “lyst” under så knusende fortvivlende forhold, som de, hvori de arme folk vare tvungne ind - måtte jeg, som bestandig holdt mig i løjtnant Hansens nærhed, havde bemærket det; men tværtimod ! Folkene var resignerede, og intet af den slags forefaldt. Heri har man gjort mine brave kammerater uret.

Benet skudt af

A. Bruun blev ved blokhuset sammen med det meste af besætningen og Løjtnant Hansen. Men vedetterne, der stod vagt langs med oversvømmelsen blev taget til fange, og atter lod fjenden kanonerne drøne:

- Næppe fem minutter efter, at jeg var gået ned ad blokhustrappen, bragede atter en kugle igennem blokhuset, og jeg så da løjtnant Hansen i sammenkrympet stilling hvirvles rundt i luften og falde ned nogle alen fra mig. Han var truffen af en kanonkugle, der havde afskåret hans ene ben i låret, så at det kun hang ved kroppen ved et stykke kjød af en hånds tykkelse.

- Nu, da deres officer var falden, blev folkene rædselsslagne. De så jo nu deres egen, uundgåelige skæbne for øjnene. De styrtede ud fra denne slagterbænk og trak sig tilbage langs dæmningen. Jeg standsede imidlertid tre af dem i farten, viste dem, at Hansen ikke var død, og bød dem, at hjælpe mig med at bære ham til fæstningen. Vi begav os da på vejen med vor stakkels lemlæstede officer.

- To gange bad Hansen om vand, som de svært sårede altid gør, og vi måtte standse, mens jeg i min felthue hentede vand fra oversvømmelsen. Jeg bad ham, om muligt, at støtte lidt på det ene ben, for at vi kunne tage bedre fat på ham. Han kunne det sandligen! og da han så ned, udbrød han:

- Ak mit ben er jo skudt helt af mig!” - Jeg sagde ham nogle trøstende ord og forsikrede ham, at vi ikke skulle forlade ham, og han klagede ikke mere.

Blokhuset besat af fjenden

Løjtnant Hansen blev bragt ind i fæstningen, hvor benet blev amputeret. Men hans liv var ikke til at redde, og han døde otte dage efter på et lazaret på Fyn.

Blokhuset var heller ikke til at redde. Efter bombardementet, som kostede løjtnantens ben og senere hans liv, angreb og besatte fjenden blokhuset med henblik på at brænde det af. Slesvig holstenerne oplevede kampen på denne måde:

- Snart hørte man skuddenes torden fra alle sider. De første skud nåede ikke langt nok, det tredje skud ramte næsten jordvolden, og de efterfølgende ramte og slog næsten alle ind i huset. En 84 pund kugle ramte ligeledes, og snart så man enkelte folk flygte ind mod fæstningen. Efter det 12. skud flygtede endnu flere, og man så en såret officer blive båret væk. Og efter dennes fald forlod de fleste folk blokhuset.

- Dette øjeblik benyttede kaptajn v. Krohn til med forposterne at lave et hurtigt og afsluttende angreb på blokhuset.

Begkranse og brandkugler

Med 36 mand stormede slesvigholstenerne blokhuset og tog yderligere seks mand til fange. Derudover sørgede de for at medbringe brandbart materiale, så blokhuset kunne sættes i brand. Da de ankom til huset kunne de konstatere, at det var blevet gennemboret af fem-seks kanonkugler, som havde smadret mange af husets stolper og bjælker.

-Løjtnant Westphal, der var ankommet med yderligere 60 frivillige mand fra 9. Bataljon, lod huset fylde op med medbragte begkranse og begsmurte stråfaskiner. En tønde med patroner blevet tømt og indholdet strøget rundt i huset, brandkuglerne blev fordelt rundt i hjørnerne og antændt. Snart stod blokhuset i lysende flammer og brændte ned til grunden.   

A. Bruun, der havde afleveret den hårdt sårede Løjtnant Hansen i fæstningen, mødte udover fæstningens kommandant, Niels Christian Lunding, også sin kompagnichef, kaptajn Magius. Kaptajnen befalede A. Bruun, at han på trods af det nedbrændte blokhus, skulle genoptage kampen mod slesvigholstenerne, der på det tidspunkt havde besat volden omkring de ulmende ruiner af blokhuset.

- Hans næste ordre til mig var: ”Tag nu otte mand og tag blokhusruinerne tilbage, men De må svare mig for mine folk!” – det skal ikke nægtes, at det var med blandede følelser, at jeg modtog denne ordre. Min første fornemmelse var stolthed over den tillid, min brave kaptajn viste mig, da han antog, at jeg med otte mand kunne forjage fjenden fra blokhusruinerne.

Forgæves kamp om skanserne

Adskillige gange i de efterfølgende døgn forsøgte de danske soldater at få kontrollen med volden ved blokhuset. Den skulle ødelægges, så den ikke kunne give fjenden dækning ved et eventuelt angreb mod fæstningen. Men ved at få ødelagt skansen ved det nedbrændte blokhus, kunne man give kanonerne på volden frit skud langs med dæmningen.

A. Bruun og hans folk havde dog ikke held til at fordrive fjenden fra skanserne ved blokhuset, og den samme håbløse kamp kunne jægersoldaten Anders Nielsen Gamborg fortælle om i sin dagbog.

- Derfor kom der ordre til 1. Kompagni af vores korps om at rykke derud og drive dem fra skansen ved blokhuset, thi blev de liggende her, frygtede man, at de ville grave vandet ud af engen om natten for derefter at storme vores forskansninger. Men vores folk måtte vende tilbage ned uforrettet sag.

Rasende Lunding

For oberstløjtnant Niels Christian Lunding har ødelæggelsen af blokhuset været et stort nederlagt, og han har været specielt rasende over, at soldater af 6. Reservebataljon har vægret sig ved at gå frem og sløjfe volden ved blokhuset. Øjenvidner har fortalt, at disse soldater som straf har måttet marchere volden rundt til spot og spe med kosteskafter, hvorpå der var bundet halmviske. En anden deling soldater, som også vægrede sig ved at gå frem mod fjenden ved det nedbrændte blokhus og to gange flygtede tilbage, smagte også kommandantens raseri. De blev af Oberst Lunding truet med øjeblikkelig skydning, hvis de ikke gik frem mod fjenden.

Efter blokhusets fald blev der indledt en intens beskydning, hvor alle fjendens batterier skød nærmest uafbrudt mod de danske stillinger. Og kanonstillingerne på de vestlige bastioner på volden svarede den fjendtlige beskydning med stor intensitet – blandt andet blev blokhusbatteriet overdænget med bomber. Men trods ihærdige forsøg fra dansk side på at generobre blokhusskanserne, så var dette strategiske punkt endegyldigt tabt. Fjenden kunne derefter have gennembrudt dæmningen og sløjfet oversvømmelsen, hvis den havde villet det. Men til fæstningskommandantens store lettelse gjorde de det ikke. Erobringen af blokhusskansen havde nemlig givet fjenden en mulighed for at anlægge flere angrebsbatterier.   

I de efterfølgende uger blev slesvigholstenernes bombardementer af byen intensiveret, mange huse inde i fæstningen blev skudt i brand i forsøget på at knuse danskerne. Men om natten den 6. juli 1849 viste danskernes deres styrke. Under verdens første natangreb blev slesvigholstenerne overrasket af de danske soldater og slået på flugt. De danske landsoldater havde sejret – blandt andre den fynske jægersoldat Anders Nielsen Gamborg og jægersoldaten A. Bruun.

Artikel om blokhuset er bragt i Fredericiabogen 2003, udgivet af Lokalhistorisk Arkiv i Fredericia. Billedet ovenfor er et udsnit af maleri på Fredericia Museum udført af N.E.W. Holm fra 1849. 

Kilder:

Fredericias belejring i 1849, Erik Housted.

Fredericias belejring og befrielse 1849, A. Hemmingsen.

Die Ereignisse vor Fredericia, vom 7ten mai biz zum 6ten Juli 1849,

Felt Bedrifter for Aarene 1848, 1849 og 1850, fra Fynske Årbøger 1970.

Kampen om Blokhuset, v. hofjægermester A. Bruun, artikel trykt i Vort Forsvar okt./nov. 1890.