|
Frygten for
at blive skudt til døde af kraftige kanonkugler har formentlig
siddet i kroppen på de fleste af dem. De har blot kunnet vente time
efter time, dag efter dag. Med geværet indenfor rækkevidde har de
kunnet sidde på en bjælke indenfor i huset, sludre med sidemanden
og med angsten i kroppen kikke på en stor tønde fyldt med
patroner, og samtidig tænke på at, i næste nu kunne huset og de
selv blive flænset i stumper og stykker af fjendens kanonbatteri.
Her er historien om et særligt blokhus, der var bygget udenfor fæstningsbyen
Fredericia, og samtidig historien om nogle af de danske soldater,
som i maj 1849 havde ordre til at bevogte det. Det er historien om
et af de dramaer, der fandt sted under den to måneder lange
belejring af Fredericia under Treårskrigen – det er kampen om
blokhuset.
Jægersoldatens
dagbog og tegning
”…om
morgenen tidlig begyndte han hæftig at fyre fra et Batterie ved
Kalkbrenderiet saa at fleere Kugler gik igjennem Blokhuuset;
Lieut-nand Hansen af 1st Compagnie som var der vagt, mistede det ene
been, adskellige af de menige bleve let saarede, og nogle taget til
Fange af Fjenden som derpaa stormede Blokhuset, og stak det i
brand.”
I vinteren 1849, under en pause i Treårskrigens mange slag, sad den
24-årige fynske jægersoldat
Anders
Nielsen Gamborg på den sønderjyske halvø Kegnæs i Flensborg
Fjord og skrev i sin dagbog. Han havde sammen med resten af 3. Jægerkorps
deltaget i felttogene i 1848 og 1849, og nu sad han med pennen i hånden
og huskede tilbage på de mange måneder i felten, alt i mens han
skrev. Belejringen af og udfaldet fra Fredericia den 6. juli 1849
kom til at fylde en del sider i hans dagbog. Blandt andet kunne han
fortælle, hvordan han havde deltaget i kampen om blokhuset.
Der var tale om et strategisk vigtigt blokhus ved Møllebugten ved
Erritsø, som var opført på fæstningens kommandant, oberstløjtnant,
Niels Christian Lundings ordre. Det var blevet skudt i brand af
fjenden efter en dramatisk fægtning, og Anders Nielsen Gamborg og
hans kompagni måtte hjælpe med i forsøget på at generobre
skanserne ved det sønderskudte blokhus. Disse oplevelser har han
nedfældet i sin dagbog, ligesom han også har lavet en tegning af
det brændende blokhus. Denne tegning er en af ganske få
illustrationer, der i dag findes af blokhuset.
Der er heller ikke mange detaljerede beskrivelser af livet omkring
dette blokhus, men de få, der er bevaret, rummer til gengæld en mængde
dramatik. I det følgende er der, udover Anders Nielsen Gamborgs
dagbogsnotat, uddrag fra en dansk og en tysk beretning. Men først
er det nødvendigt at få sat blokhuset ind i den historiske ramme.
Byen
skal bombes i smadder
Det var maj 1849. Fjendtlige slesvigholstenske soldater i tusindvis
havde slået ring om fæstningsbyen Fredericia. De var i gang med at
forskanse sig, og dag efter dag rustede de sig til den kamp, som
skulle fordrive danskerne fra byen og give plads til det videre
erobringstogt gennem landet. I tusindvis af danske soldater opholdte
sig på det tidspunkt i fæstningen bag de beskyttende jordvolde. De
var klar til at beskytte fæstningen og byen og dermed også
Danmark. Der var stadig borgere tilbage i byen, men mange –
fortrinsvis kvinder og børn, var flygtet i sikkerhed til Fyn.
Fjendtlige kanonkugler, der regnede ind over byen, smadrede flere og
flere huse, og alvoren var ikke til at tage fejl af. De fjendtlige
styrker omkring fæstningen agtede at bombe byen sønder og sammen
for derefter at løbe den over ende og fordrive hvem, der måtte
opholde sig der. Derfor blev voldens bastioner armeret med i
hundredvis af kanoner, som kunne holde slesvigholstenerne på
afstand både dag og nat.
Men det var ikke bare voldterrænet med dets vandfyldte grave,
soldaterne, kanonerne og mortererne, der blev brugt som forsvar.
Vand i store mængder et særligt sted spillede en stor strategisk
rolle.
Beskyttelse
af opdæmning
Ullerupbækken, der havde sit udløb i Lillebælt ved Møllebugten,
var blevet dæmmet op til en stor oversvømmelse. På den måde var
fjenden afskåret fra umiddelbart at storme fæstningen fra Erritsø-Snoghøj-siden.
Det var nemlig kun landevejen mod Kolding og Snoghøj, der gav
adgang til fæstningsbyen den vej. Men netop her ved denne vej, der
skilte oversvømmelsen fra Lillebælt, lå hovedpersonen for denne
fortælling – blokhuset, der var bygget af svært tømmer bemandet
med 20-30 danske soldater. Huset udgjorde forsvaret af landevejen,
den opdæmmede bæk og dermed også fæstningen.
Det var strategisk vigtigt at blokhuset var bemandet døgnet rundt,
men det var en opgave, som de fleste soldater kun udførte, fordi de
skulle. Trods flere advarsler holdt fæstningens kommandant
Christian Lunding fast ved, at huset skulle holdes for enhver pris.
Men de menige soldater vidste, at det var farligt at opholde sig i
huset, og de havde en stærk uvilje mod at blive kommanderet derud,
og huset fik derfor hurtigt øgenavne som ”Slagtehuset”,
”Lundings Lyst” eller ”Musefælden”.
Geværer
mod kanoner
Forklaringen på at blokhuset var upopulært hos de menige soldater,
var den kendsgerning, at der kun var lavet skydeskår til rifler i
huset. Fjenden derimod, som ikke tøvede i bestræbelserne på at få
ødelagt huset, byggede slagkraftige batterier i nærheden af
blokhuset, som de udrustede med kraftige kanoner. Et af disse
batterier blev døbt Blokhusbatteriet. Det var anlagt blot 500 meter
vest for blokhuset, og var forsynet med en granatkanon, en
kuglekanon og en morter. På den måde var der fra starten skabt en
markant ubalance i styrkeforholdet, som klart var i
slesvigholstenernes favør. Kampen om blokhuset endte da også i en
dramatisk og blodig fægtning, som blandt andet kostede en dansk løjtnant
livet, flere sårede samt en del tilfangetagne danske soldater.
En af de mest dramatiske fortællinger om kampen om blokhuset i maj
1849 blev trykt som en lang fortsat artikel i to udgaver af bladet,
Vort Forsvar, fra 1890.
Det var hofjægermesteren, A. Bruun fra Viborg, som gjorde tjeneste
i 3. Jægerkorps. 41 år efter slaget ved Fredericia følte han et
stort behov for at fortælle om sine oplevelser dengang – ikke
fordi skrivelysten pludselig var kommet over ham, nej, han var
blevet provokeret til at skrive om sine oplevelser. I en af de bøger,
der siden slaget var udkommet med beretninger om det, der skete på
slagmarken dengang ved Fredericia, kunne han til sin store
forbavselse læse, at hans soldaterkammerater var blevet beskrevet
som kujoner. Der stod skrevet, at de kun ville makke ret og bevogte
blokhuset, fordi deres løjtnant truede dem med løftet sabel til at
blive hvor de var.
Med harmdirrende pen skrev A. Bruun i sin artikel, at han var klar
over, at mange af hans kammerater fra dengang formentlig var døde,
da han satte sig ned for at skrive sin historie, men den skulle fortælles,
mente han. Og dermed er der bevaret en unik beretning om blandt
andet kampen om blokhuset den 22. maj 1849. Men den grundighed, som
A. Bruun lagde for dagen i sin beretning, betyder også, at der også
er en herlig beskrivelse af livet i fæstningen dengang. I artiklen
skriver A. Bruun:
Jeg
tog da nu over Assens til Fredericia, som fjenden just belavede sig
på at belejre, og meldte mig straks hos kommandanten, Oberst
Lunding, som tog særdeles venligt imod mig. Da jeg bad ham råde
mig, hvor jeg skulle lade mig indrullere, sagde han:
“Nu
kan De jo foreløbig blive her og se tingene an, så står de under
min direkte kommando.”
Jeg
fik officers kvarter, det vil sige en stue uden møbler med et
knippe halm i et hjørne. I øvrigt var huset ubeboet, da ejeren med
familie var flygtet over til Fyn af frygt for den elendighed, som jo
altid følger med et bombardement. Men en ting havde min brave
kommandant glemt, nemlig at jeg, som de fleste andre, med tiden
kunne trænge til noget at spise. De andre soldater fik
naturalforplejning, men jeg fik intet og kunne intet få, ej engang
for betaling, fordi byen meget hurtigt blev forladt af næsten alle
indbyggere, så snart den første bombe faldt, og dette skete 3.
dagen efter min ankomst.
Jeg
kan fortælle, at det er noget drøjt at begynde sin dag med at sætte
munden til pottens tud i stedet for til kaffeskålen og at være
reduceret til at finde sin frokost i et
salatbed ved siden af en ko, som var brudt ind i haven, og som
spiste af samme fad som jeg, Ejerne havde nemlig efterladt cirka 300
køer, som gik frit omkring og søgte efter føde. De blev
naturligvis malkede af soldaterne, og da de vidste det, blev de,
hver gang de mødte en soldat, stående for at lade sig malke. Jeg
prøvede da også at malke min spisekammerat, men fik kun ud af den
så meget, som kunne fylde et vinglas; den var jo bleven malket
adskillige gange før.
Meldte
sig til blokhusets vagthold
Efter nogen
tid i fæstningen blev jægersoldaten A. Bruun optaget i 3. Jægerkorps,
og på et tidspunkt fortalte han, at han gerne ville indgå i det
mandskab, der skulle holde vagt ved blokhuset. Og i mørkningen om
aftenen den 21. maj begav han sig af sted sammen med resten af hans
kompagni fra 3. Jægerkorps. For første gang oplevede han dermed
det berygtede blokhus på nært hold, og i sin beretning har han
givet en detaljeret beskrivelse af huset:
Blokhuset
var bygget af 10 tommer tykke bjælker, og på både taget og den
side, der vendte ud mod fjendens skanser var der lavet et dobbelt bjælkelag.
På taget var der desuden lagt et tykt lag sand. Huset var hævet
over jorden og forsynet med en trappe på 6-8 trin, der førte op
til en bjælkedør.
Indvendig i blokhuset var et tomt rum på cirka seks gange seks
meter, cirka to en halv meter højt, forsynet med drikkevand og en tønde
fuld af patroner. Langs med væggene var der lagt tømmerstokke, som
besætningen kunne sidde på.
Besætningen
kunne kun afløses om natten, da vejen, som førte derud, var
blottet for dækning i mod vest. Derimod var der langs med samme
opkastet en vold til dækning i mod skud fra bakkerne imod nord.
Man
havde alt i flere dage bemærket, at fjenden byggede et batteri vest
for blokhuset i en afstand af blot 800 alen derfra, og at det var
forsynet med kanoner. Hvad dette batteri havde at betyde, var straks
klart for alle - det skulle nedskyde blokhuset, og derfor blev det
straks døbt “blokhusbatteriet”. Det blev monteret med lutter svært
belejringsskyts - på kun 800 alens afstand, hvor altså hvert skud
måtte blive centrumskud i mod et stakkels svagt bjælkehus, som var
uden forsvar i mod batteriet.
Stillingen
var fortvivlet - derfor var der også lovet enhver løjtnant, som måtte
falde ved blokhusets forsvar, at han skulle jordfæstes med majors
æresbevisninger, en skøn trøst.
A. Bruun fortæller,
at den besætning, som de denne aften afløste ved blokhuset, meget
villigt drog af sted med ordene ”Velbekomme” – nogen vidste
nemlig, at der ville ske noget afgørende i løbet af den kommende
nat, for fjenden havde nu blottet de kanoner, der under batteriets
opbygning havde været blændet af. Det betød, at det nu kun var et
spørgsmål om tid, før kanonilden ville tage fat. Og tiden skulle
vise sig at blive kort – i den tyske lejr var der truffet
beslutning om hvornår angrebet mod blokhuset skulle sættes ind.
Batteriet
klar ved daggry
En højtrangerende anonym tysk officer har i bogen, ”Die
Ereignisse vor Fredericia vom 7ten Mai biz zum 6ten Juli 1849
(oplevelser fra Fredericia fra 7. maj til 6. juli 1849)”, blandt
andet skrevet om de forberedelser, der blev gjort i blokhusbatteriet
den 21. maj:
-
Bygningen af batteriet foregik indtil klokken ni om morgenen uden
forstyrrelser. Der lagde sig dog fem kanonbåde ind på højde med
batteriet, men skød ikke på de arbejdende folk.
- Om aftenen fortsatte jordarbejdet, og på samme tid blev
underlaget lagt ud og ammunitionen gjort klar, så batteriet kunne
træde i funktion den 22. ved daggry.
- At fjenden ventede et snarligt angreb på blokhuset, så man på
den flid der blev brugt ved forstærkning af brystværnene. Desuden
marcherede i løbet af eftermiddagen en afdeling til blokhuset og
medbragte trillebøre, spader og andre håndværktøjer.
- Inden den næste morgen ville den kommanderende general befale
angrebet mod blokhuset sat ind.
Bævede
som jordskælv
Det var en kølig men smuk nat, husker A. Bruun, da han sammen med
resten af besætningen i blokhuset ventede på, om der ville blive
indledt et angreb. Tiden faldt dem alle meget lang, og kort tid før
fjenden satte sit angreb ind, følte A. Bruun trang til at slå en
sludder af med sin overordnede.
-
Klokken blev hen imod halv tre. Træt af at sidde på den hårde bjælke,
gik jeg hen til vor officer, løjtnant Hansen, som stod og lænede
sig til den højre dørstolpe i den åbne bjælkedør, og sagde til
ham:
“
Havde vi bare et fad med østers og en flaske champagne hertil!”.
Han
svarede:
“Vent
blot lidt, så skal De få både østers og champagne!”
Næppe
havde han sagt det, før en 24 pundig kugle bragede igjennem væggen
og gik ud igjennem den anden væg, og den gamle voldriffelskytte
rullede over ende med nakken og baghovedet fuldt af splinter af de
knuste bjælker. Imidlertid fik vi ham på benene igen; han fik et tørklæde
bundet om sårene og gik tilbage til fæstningen for at blive
behandlet af lægen. Vi fandt det “mindre” behageligt, at
blokhuset lod sig så let gennemskyde, men folkene blev dog roligt
siddende, forventende, hvad der yderligere ville komme. Det næste
var en 168 pundig bombe, som sprang midt på taget, idet den kastede
gruset, som skulle beskytte det flade bjælketag, til alle sider.
Braget ved dens eksplosion hørtes inde hos os som et forfærdeligt
tordenbrag, og hele huset bævede som i jordskælv.
Situationen
uholdbar
Slesvigholstenerne
havde nu indledt angrebet mod blokhuset, og den ene kanonkugle efter
den anden blev sendt af sted fra det fjendtlige batteri mod
blokhuset. Flere kugler drønede igennem huset og skabte tumult og
kaos hos det danske mandskab. Stemningen blev mere og mere trykket,
og på et tidspunkt stod det klart for A. Bruun og resten af besætningen,
at situationen i huset var ganske uholdbar.
-
Jeg tillod mig derfor at
foreslå løjtnant Hansen at lade besætningen forlade det
ulykkelige blokhus og lade dem dække sig ved foden af skansen. I
tilfælde af angreb af infanteri kunne vi så i et øjeblik igen besætte
huset, lukke døren og forsvare os. Men han svarede mig, at folkene
nu vare så rystede af deres skrækkelige situation, at han frygtede
for, at de ikke mere ville være til at bevæge til atter at besætte
det, og at han havde ordre til at holde det til det yderste.
Obersten
og historikeren Otto Vaupell, som selv deltog i Treårskrigen, skrev
efterfølgende bogen ”Kampen om Sønderjylland, 1848-50”, og her
har han blandt andet skrevet, at på grund af den kaotiske
situation, der herskede omkring blokhuset, måtte Løjtnant Hansen
med løftet sabel tvinge besætningen til at blive og forsvare det.
Men netop denne detalje faldt A. Bruun så alvorligt for brystet, at
han med pen og papir måtte forsvare sine kammerater.
-
Hvis dette havde været tilfældet - og hvem ville ikke have havt
denne “lyst” under så knusende fortvivlende forhold, som de,
hvori de arme folk vare tvungne ind - måtte jeg, som bestandig
holdt mig i løjtnant Hansens nærhed, havde bemærket det; men tværtimod
! Folkene var resignerede, og intet af den slags forefaldt. Heri har
man gjort mine brave kammerater uret.
Benet
skudt af
A.
Bruun blev ved blokhuset sammen med det meste af besætningen og Løjtnant
Hansen. Men vedetterne, der stod vagt langs med oversvømmelsen blev
taget til fange, og atter lod fjenden kanonerne drøne:
-
Næppe fem minutter efter, at jeg var gået ned ad blokhustrappen,
bragede atter en kugle igennem blokhuset, og jeg så da løjtnant
Hansen i sammenkrympet stilling hvirvles rundt i luften og falde ned
nogle alen fra mig. Han var truffen af en kanonkugle, der havde afskåret
hans ene ben i låret, så at det kun hang ved kroppen ved et stykke
kjød af en hånds tykkelse.
-
Nu, da deres officer var falden, blev folkene rædselsslagne. De så
jo nu deres egen, uundgåelige skæbne for øjnene. De styrtede ud
fra denne slagterbænk og trak sig tilbage langs dæmningen. Jeg
standsede imidlertid tre af dem i farten, viste dem, at Hansen ikke
var død, og bød dem, at hjælpe mig med at bære ham til fæstningen.
Vi begav os da på vejen med vor stakkels lemlæstede officer.
-
To gange bad Hansen om vand, som de svært sårede altid gør, og vi
måtte standse, mens jeg i min felthue hentede vand fra oversvømmelsen.
Jeg bad ham, om muligt, at støtte lidt på det ene ben, for at vi
kunne tage bedre fat på ham. Han kunne det sandligen! og da han så
ned, udbrød han:
-
Ak mit ben er jo skudt helt af mig!” - Jeg sagde ham nogle trøstende
ord og forsikrede ham, at vi ikke skulle forlade ham, og han klagede
ikke mere.
Blokhuset
besat af fjenden
Løjtnant
Hansen blev bragt ind i fæstningen, hvor benet blev amputeret. Men
hans liv var ikke til at redde, og han døde otte dage efter på et
lazaret på Fyn.
Blokhuset
var heller ikke til at redde. Efter bombardementet, som kostede løjtnantens
ben og senere hans liv, angreb og besatte fjenden blokhuset med
henblik på at brænde det af. Slesvig holstenerne oplevede kampen på
denne måde:
-
Snart hørte man skuddenes torden fra alle sider. De første skud nåede
ikke langt nok, det tredje skud ramte næsten jordvolden, og de
efterfølgende ramte og slog næsten alle ind i huset. En 84 pund
kugle ramte ligeledes, og snart så man enkelte folk flygte ind mod
fæstningen. Efter det 12. skud flygtede endnu flere, og man så en
såret officer blive båret væk. Og
efter dennes fald forlod de fleste
folk blokhuset.
-
Dette øjeblik benyttede kaptajn v. Krohn til med forposterne at
lave et hurtigt og afsluttende angreb på blokhuset.
Begkranse
og brandkugler
Med
36 mand stormede slesvigholstenerne blokhuset og tog yderligere seks
mand til fange. Derudover sørgede de for at medbringe brandbart
materiale, så blokhuset kunne sættes i brand. Da de ankom til
huset kunne de konstatere, at det var blevet gennemboret af fem-seks
kanonkugler, som havde smadret mange af husets stolper og bjælker.
-Løjtnant
Westphal, der var ankommet med yderligere 60 frivillige mand fra 9.
Bataljon, lod huset fylde op med medbragte begkranse og begsmurte
stråfaskiner. En tønde med patroner blevet tømt og indholdet strøget
rundt i huset, brandkuglerne blev fordelt rundt i hjørnerne og antændt.
Snart stod blokhuset i lysende flammer og brændte ned til grunden.
A.
Bruun, der havde afleveret den hårdt sårede Løjtnant Hansen i fæstningen,
mødte udover fæstningens kommandant, Niels Christian Lunding, også
sin kompagnichef, kaptajn Magius. Kaptajnen befalede A. Bruun, at
han på trods af det nedbrændte blokhus, skulle genoptage kampen
mod slesvigholstenerne, der på det tidspunkt havde besat volden
omkring de ulmende ruiner af blokhuset.
-
Hans næste ordre til mig var: ”Tag nu otte mand og tag
blokhusruinerne tilbage, men De må svare mig for mine folk!” –
det skal ikke nægtes, at det var med blandede følelser, at jeg
modtog denne ordre. Min første fornemmelse var stolthed over den
tillid, min brave kaptajn viste mig, da han antog, at jeg med otte
mand kunne forjage fjenden fra blokhusruinerne.
Forgæves
kamp om skanserne
Adskillige
gange i de efterfølgende døgn forsøgte de danske soldater at få
kontrollen med volden ved blokhuset. Den skulle ødelægges, så den
ikke kunne give fjenden dækning ved et eventuelt angreb mod fæstningen.
Men ved at få ødelagt skansen ved det nedbrændte blokhus, kunne
man give kanonerne på volden frit skud langs med dæmningen.
A.
Bruun og hans folk havde dog ikke held til at fordrive fjenden fra
skanserne ved blokhuset, og den samme håbløse kamp kunne jægersoldaten
Anders Nielsen Gamborg fortælle om i sin dagbog.
-
Derfor kom der ordre til 1. Kompagni af vores korps om at rykke
derud og drive dem fra skansen ved blokhuset, thi blev de liggende
her, frygtede man, at de ville grave vandet ud af engen om natten
for derefter at storme vores forskansninger. Men vores folk måtte
vende tilbage ned uforrettet sag.
Rasende
Lunding
For
oberstløjtnant Niels Christian Lunding har ødelæggelsen af
blokhuset været et stort nederlagt, og han har været specielt
rasende over, at soldater af 6. Reservebataljon har vægret sig ved
at gå frem og sløjfe volden ved blokhuset. Øjenvidner har
fortalt, at disse soldater som straf har måttet marchere volden
rundt til spot og spe med kosteskafter, hvorpå der var bundet
halmviske. En anden deling soldater, som også vægrede sig ved at gå
frem mod fjenden ved det nedbrændte blokhus og to gange flygtede
tilbage, smagte også kommandantens raseri. De blev af Oberst
Lunding truet med øjeblikkelig skydning, hvis de ikke gik frem mod
fjenden.
Efter
blokhusets fald blev der indledt en intens beskydning, hvor alle
fjendens batterier skød nærmest uafbrudt mod de danske stillinger.
Og kanonstillingerne på de vestlige bastioner på volden svarede
den fjendtlige beskydning med stor intensitet – blandt andet blev
blokhusbatteriet overdænget med bomber. Men trods ihærdige forsøg
fra dansk side på at generobre blokhusskanserne, så var dette
strategiske punkt endegyldigt tabt. Fjenden kunne derefter have
gennembrudt dæmningen og sløjfet oversvømmelsen, hvis den havde
villet det. Men til fæstningskommandantens store lettelse gjorde de
det ikke. Erobringen af blokhusskansen havde nemlig givet fjenden en
mulighed for at anlægge flere angrebsbatterier.
I
de efterfølgende uger blev slesvigholstenernes bombardementer af
byen intensiveret, mange huse inde i fæstningen blev skudt i brand
i forsøget på at knuse danskerne. Men om natten den 6. juli 1849
viste danskernes deres styrke. Under verdens første natangreb blev
slesvigholstenerne overrasket af de danske soldater og slået på
flugt. De danske landsoldater havde sejret – blandt andre den
fynske jægersoldat Anders Nielsen Gamborg og jægersoldaten A.
Bruun.
Artikel
om blokhuset er bragt i Fredericiabogen 2003, udgivet af
Lokalhistorisk Arkiv i Fredericia. Billedet ovenfor
er et udsnit
af maleri på Fredericia Museum udført af N.E.W. Holm fra
1849.
Kilder:
Fredericias
belejring i 1849, Erik Housted.
Fredericias
belejring og befrielse 1849, A. Hemmingsen.
Die
Ereignisse vor
Fredericia, vom 7ten mai biz zum 6ten Juli 1849,
Felt
Bedrifter for Aarene 1848, 1849 og 1850, fra Fynske Årbøger 1970.
Kampen
om Blokhuset, v. hofjægermester A. Bruun, artikel trykt i Vort
Forsvar okt./nov. 1890.
|
