"......Man
var i fuld gang med at transportere de faldne hen til en af gårdene ved
kirken. Det ene hestekøretøj efter det andet kom nede fra vadestedet med
faldne preussere.
Vi kunne se blodet dryppe ud mellem vognfjælene. Ind imellem kom vogne
med sårede.
Nogle sad op, andre lå ned, og dem, der kunne gå, støttede sig til
vognen....."
Det
er dagen derpå i omegnen af Fredericia. En pige oplever på nærmeste
hold resultatet af den danske sejr ved det blodige udfald fra Fredericia i
1849. Og takket være en senere slægtning til hende, kan vi i dag læse
om den lille piges dramatiske oplevelser.
Dem
vender vi tilbage til lidt senere.
Først
skal vi lige have rede på, hvad det var, der førte til slaget ved
Fredericia om natten den 6. juli for i dag 150 år siden - en måned efter
at landet havde fået sin grundlov.
Striden
handlede om hvor landsdelen Slesvig-Holsten - det var jo en del af det
danske kongerige - skulle høre til. Slesvigholstenerne
krævede en fri forfatning, og landsdelen ville løsrives totalt fra
Dan- mark - men det modsatte den danske kong Frederik den 7. sig.
Slesvig-Holsten skulle IKKE tilhøre
det tyske rige - men skulle derimod knyttes tættere til Danmark.
Dermed var en krig uundgåelig - den krig, som blev til treårskrigen fra
1848 til 1850.
I
marts 1849 gjorde slesvigholstenerne oprør, og fik støtte af
preusserne. Gemytterne blev dog dæmpet så meget ned, at der få måneder
efter blev indgået en våbenhvile. Men den holdt ikke længere end til året
efter, hvor de slesvigholstenske styrker igen rustede sig til kamp.
I april 1849 stod de klar til kamp ved Kolding.
Men
under voldsomme gadekampe erobrede de danske soldater Kolding, og tvang de
slesvigholstenske tropper op på bakkerne sydvest for byen.
Herfra begyndte de dog et bombardement med brandbomber, og
adskellige huse inde i Kolding blev bombet i brand. Byen måtte rømmes.
Både danskerne og slesvigholstenerne havde lidt svære tab. En måned
senere, i maj 1849, kom slesvigholstenerne og de danske soldater atter i
kamp - denne gang omkring Gudsø mellem Kolding og Fredericia.
Denne
konfrontation førte til, at slesvigholstenerne gik mod Fredericia, tvang
de danske styrker ind bag voldene, og begyndte i starten af maj
belejringen af fæstningen Fredericia.
Efter
at have bygget batterier og skanser op udenfor fæstningen begyndte
slesvigholstenerne et omfattende bombarderment af byen. Bombardementet
satte huse i de tættest bebyggede kvarterer i brand.
I
små to måneder var fæstningen Fredericia belejret af de
slesvigholstenske tropper. Byen var stort set kun beboet af 7000 danske
soldater, for de civile indbyggere var flygtet til Fyn.
I
starten af juli begyndte de danske generaler forberedelserne til det
sejrrige udfald mod slesvigholstenerne den 6. juli 1849.
Vi skruer nu tiden tilbage til foråret 1849. De fleste civile inde bag fæstningen
Fredericias volde var som bekendt flygtet til Fyn, men i omegnen af
Fredericia var situationen en anden.
Her
måtte beboerne i de små landsbyer acceptere, at ubudne preussiske gæster
rykkede ind på gårde og gårdspladser og etablerede sig i lejre i månederne
op til det blodige slag.
Karen
Marie Beck var 12 år gammel, da hun oplevede, hvordan de
slesvigholstenske belejrere pludselig blev en del af hverdagen på forældrenes
gård ved Trelde. Karen Marie Beck oplevede desuden hvordan det var at
have broderen Jørgen med i kamphandlingerne.
Da
Karen Marie beck blev voksen fortalte hun om og om igen om de dramatiske
begivenheder i og omkring Trelde til tre drenge i familien.
En
af drengene har siden skrevet sin fasters beretninger ned, så de nu
ligger som en spændende håndskrevet øjenvidneskildring fra et stykke
dramatisk danmarkshistorie.
Her
er 1. del af Karen Marie Becks beretning:

Det
var sommeren 1849. Krigen havde nu stået på i halvandet år, og jeg var
12 et halvt år. Jeg gik i skole i to dage om ugen - den øvrige tid
tjente jeg som lillepige på en gård.
Her
var der foruden mig en voksen pige.
Jeg skulle gå til hånde med alt muligt og gå ærinder og så videre.
Men alt åndede fred herude i Trelde, men undgåes kunne det ikke, at
nyhederne fra krigsskuepladsen nåede herud.
Både
mine forældre og jeg var beklemte ved situationen der- inde ved
Fredericia. Min bror Jørgen var nemlig en af de danske soldater, og han
havde ikke ladet høre fra sig i længere tid. Vi vidste ikke, om han var
levende eller faldet i kamp.
En
skønne dag - jeg var lige kommet hjem fra skole - kom der pludselig en prøjsisk
officier med pikkelhue på ridende op foran huset. I hånden havde han spændt
pistol. Han red så tæt på yderdøren, at han med den ene støvle kunne
sparke ind på den istedet for at stå af og banke på.
Min
far gik ud for at åbne, og han så lige ind i pistolløbet, mens
officieren med trøsig stemme sagde: "Dänischer soldaten hier
?".
Min fader kunne bekræfte, at der ikke befandt sig andre end vi tre. Det
lod officieren sig nøje med, men han red alligevel en lille runde, kom så
tilbage og forsvandt.
Efter
at terrænet, alle gårde og huse var grundigt undersøgt, begyndte prøjserne
at indkvartere sig på alle gårdene - både her i Trelde, men også i
Egeskov og i Vejlby. Der blev ikke spurgt, hvor mange man kunne tage - de
prøjsiske soldater kom bare og indlogerede sig i laderne.
Officierne
forlangte, at man i stuehuset stillede lokaliteter til rådighed for dem.
Fortsættes.....
Tilbage til introduktion....
|