"......Man var i fuld gang med at transportere de faldne hen til en af gårdene ved kirken. Det ene hestekøretøj efter det andet kom nede fra vadestedet med faldne preussere. Vi kunne se blodet dryppe ud mellem vognfjælene. Ind imellem kom vogne med sårede. Nogle sad op, andre lå ned, og dem, der kunne gå, støttede sig til vognen....."  

Det er dagen derpå i omegnen af Fredericia. En pige oplever på nærmeste hold resultatet af den danske sejr ved det blodige udfald fra Fredericia i 1849. Og takket være en senere slægtning til hende, kan vi i dag læse om den lille piges dramatiske oplevelser.

Dem vender vi tilbage til lidt senere.  

Først skal vi lige have rede på, hvad det var, der førte til slaget ved Fredericia om natten den 6. juli for i dag 150 år siden - en måned efter at landet havde fået sin grundlov.

Striden handlede om hvor landsdelen Slesvig-Holsten - det var jo en del af det danske kongerige - skulle høre til.  Slesvigholstenerne krævede en fri forfatning, og landsdelen ville løsrives totalt fra Dan- mark - men det modsatte den danske kong Frederik den 7. sig. Slesvig-Holsten skulle IKKE tilhøre det tyske rige - men skulle derimod knyttes tættere til Danmark. Dermed var en krig uundgåelig - den krig, som blev til treårskrigen fra 1848 til 1850.

I marts 1849 gjorde slesvigholstenerne oprør, og fik støtte af preusserne. Gemytterne blev dog dæmpet så meget ned, at der få måneder efter blev indgået en våbenhvile. Men den holdt ikke længere end til året efter, hvor de slesvigholstenske styrker igen rustede sig til kamp. I april 1849 stod de klar til kamp ved Kolding.

Men under voldsomme gadekampe erobrede de danske soldater Kolding, og tvang de slesvigholstenske tropper op på bakkerne sydvest for byen. Herfra begyndte de dog et bombardement med brandbomber, og  adskellige huse inde i Kolding blev bombet i brand. Byen måtte rømmes. Både danskerne og slesvigholstenerne havde lidt svære tab. En måned senere, i maj 1849, kom slesvigholstenerne og de danske soldater atter i kamp - denne gang omkring Gudsø mellem Kolding og Fredericia.

Denne konfrontation førte til, at slesvigholstenerne gik mod Fredericia, tvang de danske styrker ind bag voldene, og begyndte i starten af maj belejringen af fæstningen Fredericia.

Efter at have bygget batterier og skanser op udenfor fæstningen begyndte slesvigholstenerne et omfattende bombarderment af byen. Bombardementet satte huse i de tættest bebyggede kvarterer i brand.

I små to måneder var fæstningen Fredericia belejret af de slesvigholstenske tropper. Byen var stort set kun beboet af 7000 danske soldater, for de civile indbyggere var flygtet til Fyn.

I starten af juli begyndte de danske generaler forberedelserne til det sejrrige udfald mod slesvigholstenerne den 6. juli 1849.

Vi skruer nu tiden tilbage til foråret 1849. De fleste civile inde bag fæstningen Fredericias volde var som bekendt flygtet til Fyn, men i omegnen af Fredericia var situationen en anden.

Her måtte beboerne i de små landsbyer acceptere, at ubudne preussiske gæster rykkede ind på gårde og gårdspladser og etablerede sig i lejre i månederne op til det blodige slag.

Karen Marie Beck var 12 år gammel, da hun oplevede, hvordan de slesvigholstenske belejrere pludselig blev en del af hverdagen på forældrenes gård ved Trelde. Karen Marie Beck oplevede desuden hvordan det var at have broderen Jørgen med i kamphandlingerne.

Da Karen Marie beck blev voksen fortalte hun om og om igen om de dramatiske begivenheder i og omkring Trelde til tre drenge i familien.

En af drengene har siden skrevet sin fasters beretninger ned, så de nu ligger som en spændende håndskrevet øjenvidneskildring fra et stykke dramatisk danmarkshistorie.

Her er 1. del af Karen Marie Becks beretning:

Det var sommeren 1849. Krigen havde nu stået på i halvandet år, og jeg var 12 et halvt år. Jeg gik i skole i to dage om ugen - den øvrige tid tjente jeg som lillepige på en gård.

Her var der foruden mig en voksen pige. Jeg skulle gå til hånde med alt muligt og gå ærinder og så videre. Men alt åndede fred herude i Trelde, men undgåes kunne det ikke, at nyhederne fra krigsskuepladsen nåede herud.

Både mine forældre og jeg var beklemte ved situationen der- inde ved Fredericia. Min bror Jørgen var nemlig en af de danske soldater, og han havde ikke ladet høre fra sig i længere tid. Vi vidste ikke, om han var levende eller faldet i kamp.

En skønne dag - jeg var lige kommet hjem fra skole - kom der pludselig en prøjsisk officier med pikkelhue på ridende op foran huset. I hånden havde han spændt pistol. Han red så tæt på yderdøren, at han med den ene støvle kunne sparke ind på den istedet for at stå af og banke på.

Min far gik ud for at åbne, og han så lige ind i pistolløbet, mens officieren med trøsig stemme sagde: "Dänischer soldaten hier ?". Min fader kunne bekræfte, at der ikke befandt sig andre end vi tre. Det lod officieren sig nøje med, men han red alligevel en lille runde, kom så tilbage og forsvandt.

Efter at terrænet, alle gårde og huse var grundigt undersøgt, begyndte prøjserne at indkvartere sig på alle gårdene - både her i Trelde, men også i Egeskov og i Vejlby. Der blev ikke spurgt, hvor mange man kunne tage - de prøjsiske soldater kom bare og indlogerede sig i laderne.

Officierne forlangte, at man i stuehuset stillede lokaliteter til rådighed for dem.

Fortsættes.....                                           

Tilbage til introduktion....