En stor del af de fjendtlige styrker befandt sig ude ved skanseanlæggene blandt andet i særlige hyttelejre. Her i Trelde indlogerede man sig bare uden at spørge om lov - blandt andet hos os.

Hvad forplejning angik havde man indrettet sig i en nærliggende have. Her stod køkken og proviantvogne og en hel række feltkedler og telte. Den øvrige del af arealet omkring vores gård var indrettet som alarm- og appelplads. Her stillede soldaterne om morgenen, fik deres forplejning for derefter at marchere afsted ud til arbejdet med at bygge skanser.

Om aftenen vendte de så tilbage for at gøre indhug i feltkedlerne.

Sådan gik dagene.

Efterhånden som befolkningen havde vænnet sig til de uønskede gæster - de opførte sig efter omstændighederne ret pænt - faldt der ro over hverdagen herude, og man gik til sine daglige sysler.

En skønne dag, hvor alt åndede fred og ro herude, brød en heftig kanontorden løs inde i Fredericia. Vi troede afgørelsens time var kommet.

Klokken tre om morgenen den 16. maj startede de slesvigholstenske belejrere et massivt bombardement af fæstningsbyen. De håbede at de danske styrke ville overgive sig.

I løbet af fire dage kastede man cirka 1000 mere eller mindre svære projektiler ind over byen. Men danskerne holdt stand.

Selvom det var en beklemt situation vi var i, så kunne der også forekomme små sørgmuntre episoder.

Der var nemlig pigen Sine - en stor fyldig matrone, som jeg tjente sammen med. Hun havde fået for vane at rende ude om natten sammen med soldaterne.

Sine og jeg boede sammen i et lille kammer, hvor der kun var én seng. Den måtte vi dele. En nat hændte det så, at jeg lå ganske alene og var faldet i en dyb søvn. Sine havde som sædvanlig taget turen ud af vinduet.

Pludselig mærkede jeg nogen ved siden af mig i sengen. Jeg troede først, at det var Sine, der var kommet hjem. Men da jeg følte mig for, mærkede jeg, at det er en person i uniforms-trøje, der lå ved siden af mig.

Jeg for op, og skreg i vilden sky - og så så jeg en prøjser springe ud på gulvet og ud af vinduet med en fart, som om det onde var i hælene på ham. Vores madmor hørte skriget, og hun kom styrtende og spurgte hvad der var i vejen. Jeg måtte så forklare, hvad der var hændt - samtidig spurgte hun om hvor Sine var. Det kunne jeg selvfølgelig ikke gøre rede for. Men ved at tage tjenestekarlen i forhør, fik hun rede på tingene:

"Jov", sagde karlen, "da a kom hjem i aus, æ klok var ylle, da so a Sine. Hun ellermineret mæ a stue røv i vinduet, å va ve å kravl ud. Å så rend hun om æbag a gavl - så ved a et mier."

Sine fik en ordentlig overhaling af madmor, og jeg fik lov til at sove hjemme hos mine forældre, mod at jeg så skulle møde til tiden om morgenen.

Søndag den 20. maj. På en koldt og regnfuld dag, hvor der kun faldt enkelte skud, blev der gjort status over fire dages intensivt bombardement af byen.

Seks af de større gårde, 20 beboelseshuse og ligeså mange andre bygninger var brændt ned til grunden. Andre 150 huse havde været i brand. Der var ruindynger overalt, og flere dage med regn havde forvandlet den indre by til et søle - gaderne var pløjet op af bomber og kugler.     

 En dag blev vi vidne til en grim episode.

Der kom et par officierer og nogle menige soldater med gevær. En tre-fire stykker var ubevæbnet og gik inde imellem dem. Samtidig opdagede vi, at man havde noget reb med, og en bar på nogle tykke hasselkæppe, som var skåret af ude i hegnet.

Vi spurgte os selv, hvad der skulle ske.

Pludselig hentede man de lange bænke inde fra folkestuen og bar dem om i baghaven.

Vi blev klar over, at der skulle straffes på preussisk maner.

Vi turde ikke gå derom, men nysgerrige, som vi var tog karlen os med op på loftet i baghuset og hen til bræddegavlen, som vendte ud md baghaven.

Hvad vi så ud gennem sprækkerne i gavlen, skal jeg ikke opholde mig længe ved - det var et grimt syn. Man surrede de arme syndere fast på bænkene, og så lod man de tykke hasselkæppe hvine ned over rygstykkerne på dem. Og der blev ikke lagt fingrer imellem.

Efter eksekustionen slæbte man dem over i laden og smed dem i halmen - så kunne de ligge der og komme til hægterne igen.

Lørdag den 25. maj. For første gang i flere dage var det smukt og varmt vejr - et skønt forår, hvor buske og træer stod i fuldt flor.

Soldaterne havde gravet huler i volden, hvor fire-seks mand kunne opholde sig. Mange af de forladte og delvist ødelagte huse havde måttet afgive vinduer, døre, møbler, porcelæn og andet bohave til disse huler.  

Fortsættes.....        

Tilbage til 1. del....            

Tilbage til introduktion....