|
-
Kan du give mig et bud på, hvad der er dansk musik.????
Spørgsmålet hænger i luften et par sekunder, før jeg forsøger at
svare. Kvinden, der sidder overfor mig, og som er spørgsmålets afsender,
ved godt, at svaret ikke ligger lige for. Hun har selv fået det stillet
engang, men måtte melde pas. Mit første forsøg på at komme med et
kvikt svar bliver da også fejet til side.
- Shubidua's musik afspejler jo den danske folkesjæl. Deres musik er en
sammenblanding af mange genrer; men er den speciel dansk..???
Igen ligger spørgsmålet hos mig.
Kvinden, som har inviteret mig indenfor i sit andet hjem på Carit
Etlarsvej i København, er Maria Hiort Petersen. 38 år. Sangerinde,
guitarist, komponist, arrangør og tekstforfatter, som først og fremmest
bor i et hus i Gudhjem på Bornholm. Hun er en international anerkendt
bossa nova-sangerinde, og er kapelmester for orkestret Maria 4 Bossa. Nu
er hun også nybagt fortolker af de danske sange. Til foråret udkommer et
album med 12 kendte danske sommersange, som hun har arrangeret og
indspillet.
Jeg tænker over spørgsmålet. Men inden jeg atter forsøger mig med et
svar, fortsætter Maria Hiort Petersen.
- Det er faktisk svært at finde noget nutidigt, som man kan sige er dansk
musik. Det skulle lige være Poul Dissings sange. Han er nok den, jeg
synes, kommer tættest på dansk musik. Svantes Lykkelige Dag, den med
kaffen der er klar, som kun Poul Dissing kan synge den - det er den eneste
"lyd" af sommer, som jeg kender til i dag. Tilbage i tiden var
det jo eksempelvis Liva Weel og Osvald Helmuth, der kunne levere dansk
musik og sang. Man kunne jo næsten dufte havnestemningen og mærke solen
i Osvald Helmuths sange. Han kunne virkelig fange kernen af danskerne - og
Liva Weel, der virkelig kunne få ens hjerte til at længes. Det er så
dansk.
- For mig er dansk musik, noget der beskriver den natur, som gør os til
det vi er. Vores ægteskab med naturen. Det er beskrivelse af noget evigt
- stemninger af sommer, lærken der hænger i luften, duften af græs og bølgeskvulp.
Hvis jeg vender blikket mod Sverige, behøver jeg ikke at gå længere end
til Monica Zetterlund, så kan man jo virkelig fornemme den svenske skærgård.
Den danske sangskat kan det samme. Den er et visitkort for hvem vi er. De
danske sange er, ligesom choromusikken, - samba'en, bossanova'en - i
Brasilien eller salsa'en på Cuba, en sangskat, som det land har. I
Danmark har vi en sangskat, der hedder de danske sange. Men mig bekendt
har sangene i dag ikke en repræsentation, som man kan tage i hånden og
sige, værsgo - her er dansk sommer.
Og det er netop det mål, som Maria Hiort Petersen har med sommersangene.
Hun vil gøre en del af den danske sangskat mere alment tilgængelig.
Behøver ingen kulører
- Den danske sangskat er i dag på udemærket vis skrevet ned i
becifringer, så flest mulige mennesker har mulighed for at spille og
synge sangene. Sådan skal det naturligvis være. På den måde er de
danske sange blevet fælleseje. Men jeg savner nogle versioner af sangene,
som vi kan bruge i vores hverdag. Hvis du ikke lige er på en højskole,
til et politisk møde, eller i et selskab med mennesker, der synger de
danske sange, så bruger du dem jo ikke.
- Der hvor der synes at være flest bud på den danske sang er i
indspilninger af relativt traditionelle korarrangementer. Som komponist,
der lytter til en komponist, har jeg den overbevisning, at der er mange
lag i musikken, der kan udnyttes.
- Aksel Schiøtz har på en måde været den danske sangs fortolker både
inden- og udenlands. I dag savner jeg, at sangene bliver indspillet på en
måde, så de ligesom Aksel Schiøtz’s fortolkninger kan blive udspil
til populær dansk musik i dag, som samtidig viser respekt og ydmyghed
overfor de personer, som i sin tid har skrevet sangene. Hvor man kort sagt
tager vores kulturarv, sangskatten, alvorligt.
- Ofte har vi det med at skulle folkeliggøre de danske sange - tilsætte
kulører, der ikke har noget med den danske sangskat at gøre. Man behøver
ikke at omsætte den til rock, pop eller jazz. De danske sange har deres
egen karakteristika - deres egen lyd og indhold.
Som kronjuveler
En stor del af sit liv har Maria Hiort Petersen rejst rundt i USA,
Sydamerika og Mellemamerika og spillet musik, som ikke havde den fjerneste
forbindelse til Danmark. Det er i stedet blevet et stort engagement i en
anden musikalsk kultur. Hun sidder i en lænestol overfor mig på det
gamle tørreloft, 2. salen i det baghus, som hun i et år knoklede med at
ændre fra stald til bolig. Hun taler med en begejstring i stemmen, der
ikke lader mig i tvivl om, at hun virkelig har interesseret sig for at
finde svaret på det spørgsmål, som hun har stillet mig - hvad dansk
musik er.
- Jeg har selv fået stillet spørgsmålet på det tidspunkt, hvor jeg
levede i Brasilien. Dengang kunne jeg ikke svare på det, for jeg kendte
ikke de danske sange. Forklaringen er, at jeg som barn og teenager aldrig
nåede at få et forhold til den danske sangskat. Jeg er vokset op som
skilsmissebarn på stenbroen i København til jeg var knap 11 år,
derefter flyttede jeg sammen med min mor og hendes nye mand til Bornholm,
hvor de skulle til at starte et keramikværksted. I familien var der ikke
tradition for at lytte til de danske sange. I stedet blev jeg påvirket af
min mors nye mand, det er ham jeg kalder for min far i dag. Han havde
plader, som jeg elskede at lytte til. Det var Beatles, Black Sabbath og
Pink Floyd, og så kunne jeg sidde i timevis og lytte til klassisk musik.
Sådan var indholdet af den musikalske bagage, som Maria Hiort Petersen
havde med sig, da hun som 20-årig pakkede sit habbengut for at rejse over
Atlanten til Canada blandt andet for at leve med sin guitar som
gademusikant. Det blev starten på en ti år lang rejse, som kom til at gå
fra Canada igennem Mexico og Guatemala til Brasilien.
- Så de danske sange har jeg haft til gode indtil for få år siden. I
slutningen af 1998, da jeg havde gjort korpladen ”Maria” med
vokalgruppen Ars Nova færdig, besluttede jeg mig for, at jeg ville
indspille de danske sommersange. Og da sangene var ren nyopdagelse for
mig, havde jeg det faktisk som et barn, der blev sluppet løs inde i en
bolchebutik.
- Der var ingen tvivl om, at det skulle være de danske sommersange, jeg
skulle indspille. Jeg kendte jo ikke noget til vinteren, havde ikke set
sne, for jeg havde jo boet i sommer i otte år. Men jeg vidste, at den
danske sommer ikke den samme som i eksempelvis Brasilien. Her har de
nemlig ikke midsommeren og de lange lyse nætter.
Violin er sommer
- Jeg skrev på sangene igennem halvandet år. Blandt andet fik jeg
mulighed for via nogle arbejdslegater at arbejde hos min mand, som på det
tidspunkt boede i Guatemala. Så jeg har siddet der fjernt fra Danmark,
skrevet sangene i hånden og lavet violinstemmerne på et plastickeyboard.
Det var lidt specielt, for det lød ikke som violiner.
Sommersangene er kendte sange skrevet af blandt andre Johannes V. Jensen,
B.S. Ingemann og Holger Drachman. Flere af dem har musik af Carl Nielsen.
Sangene er arrangeret for én violin, én guitar og så Maria Hiort
Petersens sangstemme. Valget af instrumenterne har været indlysende,
forklarer hun.
- Violinen er jo et gammelt folkeinstrument, men for mig er violin også
lyden af sommer. Guitaren er med, fordi den jo netop er blevet
folkeinstrument i dag.
Sangene har fået et nyt udtryk i Maria Hiort Petersens bearbejdning, og
det er et udtryk, som kan gøre sangene til et hedt samtaleemne næste år.
- Allerede nu, hvor jeg har været rundt for at sælge sangene til
pladeselskaberne, er det gået op for mig, at jeg fisker i rørte vande.
Flere mennesker har gjort mig opmærksom på, at de danske sange har noget
nær den samme nationale værdi som kronjuvelerne. Dem må man helst ikke
komme for tæt på. Og jeg er åbenbart gået ret tæt på dem i min måde
at arrangere dem på.
Maria
Hiort Petersen er et menneske, der, som følge af en række markante valg
truffet igennem det meste af sit liv, har fået en enestående mulighed
for at se det Danmark, som hun er født og opvokset i. Hun kan se med øjne,
der ikke har det kritiske forbehold, som mange danskeres har. Men valgene
har også gjort hende til en fremmedarbejder i sit eget land på grund af
de mange års ophold på den anden side af jordkloden.
- Jeg er faktisk i en dobbeltrolle. For jeg er også
en fremmedarbejder i Brasilien. Jeg kom udefra og begyndte at lave
brasiliansk musik. Det er klart, at man begynder at tænke over det. Men
det behøver ikke at være et problem.
- Med mine musikalske rødder i det brasilianske har jeg set nogle
muligheder i de danske sange, set at der er flere lag i musikken, der kan
udnyttes. Da jeg dykkede ned i de danske sange blev jeg overrasket over at
se, at der faktisk var så mange paralleller til den brasilianske musik.
De danske sange er meget melodiøse og meget interessante rent harmoniske.
Man kan tage harmonierne i sangene og gøre mere ved dem. På den måde
bliver den danske sangskat tilført nogle nye krydderier, men uden at den
bliver frataget sin egen lyd og rytme.
Maria Hiort Petersen tror på, at sommersangene kan bringe nyt fokus på
de danske sange, at de kan skabe en fornyet interesse for den danske
sangskat også hos de yngre generationer.
- Jeg tror vi lever i en tid, hvor vi har behov for, at der er noget, der
peger tilbage mod vores rødder. Da Olsenbrødrerne vandt det europæiske
melodi grand prix, var det jo ikke kun fordi de havde skrevet en god ørehængersang.
De vandt også fordi de var to mænd, der havde nogen år på bagen. De
stod ikke med glitter på maven, og havde ikke cremede overarme og
vuggende hofter rundt om sig, mens de sang. De havde skrevet en god sang,
og så havde de en historie at fortælle.
Helligbrøde
Maria Hiort Petersen er ikke bange for at udfordre den danske sangskat,
for det er ikke første gang i sit musikalske liv, at hun - uden selv at være
klar over det - gør sig selv til en kontroversiel person.
Maria Hiort Petersens hjerte banker for Danmark, men det banker i lige så
høj grad for det Brasilien, som har gjort hende til bannerfører for
bossanovamusikken. For godt ti år siden, på et af Rio de Janeiros mest
prestigefyldte spillesteder, blev hun opfordret til at synge til den
brasilianske musik. Noget nær helligbrøde. For skaberen af bossa
novarytmen, trommeslageren Edison Machado, brød sig ikke om, at man
udsatte musikken for en sangstemme. Men da han efter 14 år i eksil i New
York vendte tilbage til Brasilien, begyndte han at komme på det
spillested, hvor Maria Hiort Petersen fire dage om ugen stod på scenen.
Og ganske overraskende erklærede han efter nogen tid, at den eneste, der
faktisk forstod at synge bossa nova'en var netop hende.
Det var en stor anerkendelse for Maria Hiort Petersen. Det førte hende
sammen med en stribe brasilianske musikalske personligheder, Antonio
Carlos Jobim, Joao Gilberto, Joao Donato, Baden Powell, osv., som hun
studerede, sang, komponerede og skrev tekster sammen med. Sammen med den
brasilianske pianist Luiz Eca udgav hun albummet, Encontro Marcado, som
skulle blive det første med materiale af en udenlandsk bossa
novasangerinde tilmed produceret af et brasiliansk pladeselskab.
- Det vakte mildt sagt ramaskrig, ikke officielt men internt. De fleste
sangerinder i Brasilien ville have lagt hovedet på blokken for at få lov
til at indspille med Luiz Eca - et stort musikalsk navn i Brasilien, fortæller
Maria Hiort Petersen.
Nyt musikalsk kapitel
Maria Hiort Petersen vendte hjem til Danmark i 1992, bosatte sig i København,
og frem til 1998 engagerede hun sig i en stribe kulturelle projekter, gav
en lang række koncerter og udsendte ikke færre end tre albums. I 1994
udgav hun sin danske debut-CD "Amor" med orkestret Maria 4 Bossa.
Året efter udgav hun "Amazing Amazons". I 1998 indspillede og
udgav hun cd'en ”Maria” med Maria 4 Bossa og vokalgruppen Ars Nova. Nu
kan hun snart føje et nyt kapitel til sin egen musikhistorie, når de 12
sommersange bliver udgivet til næste år. Det er det første af i alt
fire albums, som skal beskrive de fire årstider skildret igennem den
danske sangskat. Det er 1. koncertmester i Det Kongelige kapel, Lars Bjørnkær,
der spiller violin og Jacob Fischer, der spiller guitar.
Sangene har allerede været spillet i små lukkede kredse. Ved at få
forskellige holdninger til sommersangene kan Maria Hiort Petersen begynde
at berede sig på, hvilke reaktioner de måske vil afføde, når de ligger
i pladeforretningerne til næste år.
- Det er muligt, at nogen vil mene, at jeg har pillet ved vores
nationalklenodier, men jeg har gjort det af ren kærlighed til sangene og
til det land, hvor de kommer fra. Er der noget galt i det...???
- Da jeg havde indspillet sangene, lod jeg en højskoleforstander høre
det færdige resultat. Det er en højskolemand, der om nogen kender den
danske sangskat. Nogen tid efter, at han havde hørt sangene, ringede han
til mig og sagde: "Du vader jo ind med store fødder i den danske
sangskat.", og så holdt han en pause.
- Jeg holdt vejret og sank en klump og tænkte, nu kommer den. Men så
fortsatte han: "....men jeg tror sgu' du slipper fra det. Jeg tror
faktisk det bliver den første plade, som du kommer til at tjene rigtige
penge på."
|
